Can I get an “Ugh!”

I disse tider er den stigende globale usikkerhed noget, der fylder hos os alle. Har man råd til at betale husleje, hvornår falder benzinpriserne, hvor mange kødfrie dage går der på en charterferie, og hvornår helvede holder moderne metal op med at lyde så fesent?! Bekymringerne er endeløse. Men heldigvis findes Totengott – og de vil blæse på moderne tematikker og problematikker. Disse tre spaniere ønsker kun én ting, og det er at minde os alle om, hvor pissefede Celtic Frost egentlig var.

Når en hyldest bliver en besættelse

Totengott begyndte oprindeligt som et Celtic Frost-coverband, men besluttede sig for at forsøge sig med selv at lave musik – dog fortsat influeret gevaldigt af Celtic Frost. En oprindelseshistorie, der ikke er helt ulig bands som Gruesome eller Ereb Altor, bortset fra at de tog udgangspunkt i Death og Bathory. Her i 2024 er det også ret nemt at glemme, hvor essentielle Celtic Frost har været, og hvor enorm en rolle de har spillet for den ekstreme metal; selv Metallica ville ikke have været det samme uden Tom og hans berømte “Ugh!”. Men når man vælger at lave musik, der er så tæt på ens inspirationskilde, at det næsten kunne fejltolkes som et plagiat, som Totengott gør, så handler det om både at være ærlig samt holde tungen lige i munden. Man skal ikke søge længe på nettet, før man finder diverse kommentarer om Beyond the Veil, der beskriver det som “det album, Celtic Frost aldrig lavede”. Og det er egentlig rammende, for hvis ikke det havde været for det faktum, at vokalisten ikke just lyder som Tom – der er ikke engang ét eneste “Ugh!” – så havde man nemt troet, at det her altså var Celtic Frost, man lyttede til. Det er den klassiske kombination af proto-black, speed metal og pseudo-doom med enorme armbevægelser; selv sangtitlerne stinker langt væk af den schweiziske trio! “Inner Flame” går hånd i hanke med et klassisk Celtic Frost-nummer som “Circle of the Tyrants”, og de to “Beyond the Veil”-numre passer glimrende sammen med senere materiale fra Monotheist-pladen – den selv samme plade, som Totengott har snuppet sit navn fra.

Men denne dedikation til at lyde så tæt på Celtic Frost er et tveægget sværd. For man sidder altså med fornemmelsen af, at Totengott pryder sig med lånte fjer – ikke ulig Gruesome, selvom de slipper afsted med det noget mere gelinde. Spiller de godt? Ja. Er der gode sange på albummet? Igen ja, men hvor meget er egen kreativitet, og hvor meget er planket? Og er det overhovedet relevant? Den danske dødsmetalscene ville aldrig været slået igennem, hvis ikke den havde stjålet med arme og ben fra den svenske, og hvem elsker ikke et stykke med Baest eller Illdisposed? Det er et trælst ekspertdilemma at befinde sig i, for hvis jeg aldrig havde hørt ét sekund af Celtic Frost før, så havde jeg nok nydt Beyond the Veil mere. Omvendt havde jeg nok følt mig som en kæmpe amatør, når jeg så opdagede, hvor tydeligt de egentlig skilter med deres inspirationskilde. Men igen: Er det overhovedet et problem, nu hvor Celtic Frost ikke har udgivet musik i snart to årtier og i øvrigt ikke findes længere – måske!

Filosofisk hovedpine

Hvis vi skærer helt ind til benet og glemmer alt om Celtic Frost bare et øjeblik, så er sandheden, at Beyond the Veil er en ganske udmærket skive med en skønhedsfejl eller tre. Problemet er bare, at vi hverken kan eller må glemme, at det her jo er et coverband med vokseværk. Og vokseværk er nu engang smertefuldt – på godt og ondt. Nok er Beyond the Veil kun en filosofisk hovedpine, men det er dog en hovedpine ikke desto mindre. Jeg kan ikke komme på en bedre måde at slutte af på end “Ugh!”