Ensformigt sideprojekt hylder niche-genre
Joel Grind er en travl mand. Udover at være det bærende element i Toxic Holocaust, har han samtidig fingrene nede i utallige småprojekter. Et af dem er Tiger Junkies; Et D-beat/punk/thrash/speed metal-projekt, som han har sammen med japanske Yasuyuki Suzuki (Abigail, Cut Throat, m.fl.). Først var det bare et hyggeprojekt, men nu er deres materiale indspillet og udgivet.
Gennemgang
Trommerne spiller 4/4-dele i et fornuftigt tempo, og ikke altid helt tight. Guitaren lyder skidt og drøner derudaf med to-tre akkorder. Og endelig er der sangen, som er aldeles uren og arrig på ægte Sid Vicious-manér og omhandler sex, stoffer, perversiteter og diverse generelle sjofelheder. Er det hørt før? Ja! Mange vil kalde det noget i retning af Ungdomshus-punk inspireret af sen-halvfjerdsernes britiske punk-scene, og vi er da heller ikke langt derfra. Lyden er, som skrevet, helt utrolig simpel i form og udtryk, og lad det være sagt med det samme, at dette ikke er en skive for alle. Det er monotont og ensformigt, så det gør helt ondt - ensartede riffs, hurtige trommer og en masse numre, der ikke varer meget mere end et par minutter hver. Hele baduljen flyder sammen og bliver auditivt uadskilleligt. Men det er så faktisk også hele intentionen med D-Beat Street Rock 'n' Rollers. Det er en hyldest til hele D-Beat-bevægelsen, og kan man lide den slags, så kan man sikkert også godt lide denne skive. Slutteligt, er det også værd at nævne, at nogle af teksterne er ret så sjove at lytte til. Lyt bare til sange som "Stupid Posers Deserve to Die", "We are Motherfuckers" og "Tiger Bitch".
Konklusion
Tiger Junkies' mission lykkes fint. De formår at hylde genren, og kan sikkert også rekruttere nye fans. Men man bliver også lidt træt i hovedet undervejs... Ensformigheden er for voldsom til min smag, men fans vil måske nyde det i fulde drag. Entusiaster og nørder, der vil tjekke mere eller mindre ukendte genrer ud, kan sagtens få sig én på opleveren, men mon ikke Tiger Junkies er hurtigt glemt igen, og så tjekker man noget andet ud i stedet.