Te Ruki - Marako Te Ruki

Marako Te Ruki

Udkom

Type:Album
Genrer:Black/Death/Thrash, Extreme Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nyt band, gammel lyd

Hvis man kigger forbi det glorværdige arkiv Metal Archives og søger på ”Fransk Polynesien”, kommer der kun tre bands frem, hvor to af dem er gået i opløsning – det tredje er Ruki. Derfor kan man vel tillade sig at konkludere, at de solbeskinnede øer ikke just er Finland 2.0, når det kommer til antal metalbands pr. indbygger. I tilfælde af, det ikke gjorde det niche nok, så skal det tilføjes, at al lyrik fremføres på det polynesiske sprog ”tuamotuan” kun talt af et par tusinde verden over. Så held og lykke med at fatte noget som helst af, hvad vokalisten Aroma synger! Bandet er forholdsvist ungt, værende fra 2017, men deres tolkning af black metal trækker spor tilbage til 1980’erne og 1990’erne.

Håbløse romantikere

Marako Te Ruki blander klassisk black metal med alle dets klichéer og virkemidler, men samtidig bliver der også drysset godt på med slimet floridiansk dødsmetal, lynhurtig californisk thrash samt enkelte elementer fra polynesisk folkemusik i form af fløjte og trommer. Hele denne blanding er med til at give bandet en identitet, der på mange måder minder om den sydamerikanske ekstremmetalscene, om det så er (tidlig) Sepultura eller legendariske Sarcófago.

Så man kan ikke just sige Te Ruki for at have en original lyd – tværtimod har vi at gøre med en gruppe nostalgiske romantikere, der hylder deres helte samt deres heltes helte – ganske vidst med en langt bedre produktion, end hvad der var til rådighed i fattig-80’erne.

Så selvom de betegner sig selv som værende et black metalband, skal man altså hverken forvente Satan, sneklædte grantræer eller tremolo riffs en masse af Marako Te Ruki. Derimod er der blast beats galore samt dødsmetal-riffs fra den tid, hvor den største forskel på thrash og dødsmetal var, hvilken tone din guitar var stemt i. Det, der dog er de polynesiske krigeres sande trumf, er de få elementer af folk, de tilføjer hist og pist. Det er et fremragende eksempel på, hvordan ”less is more”, for uden disse simple passager ville Te Ruki nemt forsvinde i mængden. Men netop fordi der lige er lidt bongotromme i en intro, lidt panfløjte i en outro eller lidt stammejubel i et C-stykke, så formår bandet at danne sig en sonisk identitet.

Men bandet viser også, at de kan andet end bare at smadre derudaf. De viser, at de også formår at skabe melodiske og atmosfæriske numre som for eksempel ”Komeri a Kamahi”, der får ens tanker til at drive imod Burzums ”Jesus’ Tod”. Personligt havde jeg nok fortrukket lidt mere af den slags på albummet, da de egentligt slipper bedre afsted med at lave melodier end riffs.

Panfløjte og krigerånd

Allerede nu kan jeg – med hånden på hjertet – erklære, at Marako Te Ruki er min favoritskive fra Fransk Polynesien, og ligeledes at Te Ruki er mit yndlingsband fra samme sted. Selvom det bestemt ikke er den mest originale skive nogensinde, og at der da er en hel del skønhedsfejl, så er der noget utroligt charmerende ved albummet, og så kan kombinationen af old school black og polynesiske folkeinstrumenter bare ét eller andet. Det er med til at forstærke den krigeriske og fandenivoldske ånd, der hersker på Marako Te Ruki. Så hvis bandet allerede er nået hertil på deres debut, så er jeg virkeligt spændt på at se, hvor vi havner på det næste album!

Tracklist

  1. Orero (intro)
  2. Huero a Tamaera
  3. Tohitika
  4. Ruahatu
  5. KuraKura Te Kavake
  6. Marako Te Ruki
  7. Te Aka Tamaki
  8. Komeri a Kamahi
  9. Tokerau Rua
  10. Tomo Te Aho