Ligger Aarhus i Finland?
Den danske metalscene er primært domineret af black, død og en allerhelvedes masse core. Så derfor var jeg nødt til at trippeltjekke, hvorvidt Sylvatica nu var fra Danmark eller ej, for den lyd, de præsenterer lytterne for på Ashes and Snow, er meget lidt dansk. Dog eksperimenterede bandet tidligere med dansk lyrik og danske sangtitler, men må have konkluderet, at det ikke virkede, og at man derfor måtte prøve noget nyt. Det er altid rart, når ens landsmænd tør gå imod populærstrømmen og stå på egne ben, og med ”egne ben” mener jeg et par finske vandrestøvler, for den lyd, Sylvatica præsenterer, er til gengæld utroligt finsk, især minder det en hel del om både Wintersun og Ensiferum. Bandet består også af garvede herrer, med erfaringer fra både Satanic Assault Division og Horned Almighty, så de har nok set, hvad den danske scene så netop manglede – og konkluderet, at det i hvert fald ikke var endnu et black metalband. Så er spørgsmålet blot, om det at gå imod strømmen er en god eller dårlig ide.
Fremad!
Som tidligere nævnt minder Sylvatica om bands som Wintersun, Ensiferum og en række andre ærkefinske bands som Beelzebubs og Insomnium. Det skal forstås således, at hvis du er til enorme armbevægelser, pomp, pragt samt guitargøgl – jamen så skal du smide Ashes and Snow på anlægget, hurtigere end du kan sige ”perkele”. Og apropos hurtigt, så er Sylvatica et band, der har travlt – på samme måde som en desperat nybagt far, der er løbet tør for bleer til lille Tristan-Amalie, her fem minutter før Netto lukker. Trods det at samtlige sange er relativt lange, er det, som om bandet har gjort alt, hvad de kunne for at presse så meget musik ind i hvert sekund som overhovedet muligt. Det bliver en kende overvældende til tider, i en sådan grad at man desværre ender med at zone lidt ud. ”Cosmic Strings” må sige at være den helt store synder her – det er bestemt ikke et dårligt nummer, langt fra, men det er et overvældende overflødighedshorn af riffs og guitarsoli. Efter at have hørt det nummer føler man sig udmattet og flad – som var man blevet kørt over af en rusten Tiger-kampvogn. Men på den anden side så har det også en vis charme, at bandet så gerne vil vise os alt, hvad de kan – der er en ungdommelig ildhu over det (om musikerne så er ældre eller yngre end mig selv, aner jeg ikke). Hvis man ser bort fra den dybt ligegyldige instrumentaleintro ”Daybreak”, så kører Ashes and Snow mere eller mindre derudad fra start til slut med 240km i timen – selv de stille, melodiske passager har fart på, og det er vitterligt en hæsblæsende affære.
Produktionen på Ashes and Snow er som udgangspunkt også fremragende, og samtlige instrumenter går igennem klart og tydeligt. Vokalen derimod drukner ofte, især i de virkeligt storladne passager, hvor både guitar og keyboard tordner derudad. Det er naturligvis en skam, men da vi er ude i en variant af dødsmetal, så kan vi nok hurtigt blive enige om, at vokalen ikke er det vigtigste. For at citere Johan Hegg fra Amon Amarth: ”Det her er dødsmetal, ingen aner, hvad fanden vi synger alligevel!”.
Skønhedsfejl og internationalt potentiale
Men trods sine skønhedsfejl er Ashes and Snow både et imponerende og ambitiøst projekt, der viser, at Sylvatica vil frem i verden, og at deres musik absolut har internationalt potentiale. Jeg kunne nemt se dem åbne for Ensiferum eller andre af de store finske bands, uden at det ville virke malplaceret.
Så summa summarum: Sylvaticas andet album er et utrolig imponerende værk, som alle, der er fans af storladen, melodisk dødsmetal med både folk og symfoniske elementer, bør lytte til nu – nu!