Tyskland har altid været kendt for at kunne lide den mere traditionelle del af metallen og Stygian er heller ingen undtagelse med deres blanding af tidlig Running Wild meets Iron Maiden. Men inden du hopper op af stolen og råber på din pladepusher burde du nok lige læse videre. Stygian har nemlig en af de værste sangere jeg nogensinde har hørt, sammenligningen med en ko i brunst og en tarmskylning ligger ikke langt væk. Dette er lidt synd for bandet da selve sangene i sig selv er gode nok, men desværre brøler den tyske alpe ko det hele sønder og sammen. Musikerne kunne dog godt klare en smule forbedring, især trommeslageren som til tider ligger temmelig ude af rytmen. Produktionen er også lidt i den svage ende, da de fleste små detaljer drukner i rene brumme orgier. Desuden er bandet heller ikke særligt gode til at veksle fra de mere stille ting til tonser tråden, skiftene kommer lidt kluntede af sted som om de ikke kan følge med hinanden. Så medmindre du kan leve med at sangere ikke kan synge, skulle du nok holde dig langt væk fra Stygian.