Kold smadder fra Italien
Meget information var der ikke at finde om Italienske Stigmhate. Bandet har været i gang siden 1998, og har kun udgivet fire plader siden deres debut. Der har tidligere været en grusom ventetid imellem pladerne da deres plade fra 2006 The Human Incapacity hang alene indtil The Sun Collapse blev udgivet i 2012. Jeg er selv stor Black Metal entusiast, men alligevel har jeg aldrig nogensinde hørt om bandet før. De virker også som et obskurt band, som ingen ved særlig meget om. Jeg har længe glædet mig til at høre deres nye plade Zodacare Od Zodameranu og jeg havde høje forventninger, så lad os se hvordan det gik.
Pladen starter ud med introen "Aetherion", hvor man hører noget guitar, som bliver spillet i baggrunden, mens dæmoniske skrig bliver råbt til højre og venstre. Der bliver også skreget noget på italiensk. Allerede der, er stemningen sat. Man kan fornemme, at det er ondt og blasfemisk musik. "The Third Obsidian" er det første rigtige nummer på pladen. Det bliver skudt i gang med et rent lydinferno af blastbeats og hurtige guitarer. Det er overaskende godt, og jeg er imponeret allerede fra starten af. Efter noget tid bliver tempoet sat ned i en atmosfærisk passage, hvor det hele går lidt langsommere, men der går ikke længe, før det ultra hurtige tempo kommer tilbage. Nummeret minder mig lidt om det svenske black metal band Marduk – måske har de hentet inspiration derfra. Det er en god start på pladen, og det er et virkelig fedt nummer. "Ave Averno In Genesi Nema" er tredje nummer på pladen, og dette virker en del mere melankolsk end det sidste nummer. Dette nummer er også lidt mere storslået og har et større lydbillede end det andet nummer. Guitaren tager styringen i nummeret og den dirigerer resten af nummeret som et symfoniorkester. Det er virkelig også et genialt nummer. "Mistress Of Bone's Mounds" skiller sig lidt ud fra de forrige numre. Vokalen er meget mere forvrænget og lyder lidt mere tortureret, som om der er smerter bag stemmen. Udover at vokalen gør et virkelig godt arbejde, så føler jeg på samme tid, at numrene begynder at blive en smule ensformige. Jeg synes egentligt kun, at nummeret er acceptabelt. Det imponerer mig ikke lige så meget, som de andre numre gjorde, men det er stadig acceptabelt nok. Femte nummer på pladen er "Pleroma Apocrifa Mistica" og det byder på en langsom start, hvor tempoet ikke er særligt hurtigt, men der går igen ikke længe, før nummeret virkelig sparker i gang med de obligatoriske blastbeats og hurtige guitarer. Jeg føler igen ikke, at der virkelig sker noget nyt, og der bliver desværre ikke ændret på tingene. I midterstykket af nummeret bliver tempoet heldigvis sat en del ned. Jeg synes, at dette mellemstykke passer perfekt ind i nummeret. Sjette nummer på pladen, "Adamas Ater", er bare lige ud ren Black Metal. Den skiller sig heller ikke meget ud fra de andre numre. Jeg synes at det er et fedt nummer, men alligevel føler jeg en del gentagelser i nummeret. Der er ikke så mere at sige om nummeret end det.
Produktionen på pladen er acceptabel, vil jeg sige. Der bliver ikke holdt noget udenfor. Der er heller ikke noget, som bliver glemt, så det er godt klaret på den side. Guitarist Isagal gør et godt arbejde med riffs på denne plade, og jeg synes virkelig, at han dækker det atmosfæriske i musikken godt. Hvad enten det er stille stykke, eller ren smadder, så synes jeg sgu, at han klarer det virkelig godt. Trommeslager Arhjin gør også et formidabelt stykke arbejde på tønderne og smadrer virkelig igennem det hele med sin tekniske tilføjelse til bandet. Jeg synes virkelig også, at han gør et godt stykke arbejde. Vokalen? Hvem synger i bandet? Det er der ikke nogen, der ved, fordi de ikke har nogen gæstevokalist eller fast forsanger på pladen. Jeg synes. at hvem end det er, der synger, så gør personen et virkelig godt arbejde. Det er en virkelig ond vokal, han har.
Det var okay
Stigmhate har leveret en okay god plade. Jeg havde nogle op og nedture med pladen, mens jeg lyttede den igennem, men alligevel synes jeg sgu, at de gjorde det godt. De har holdt stilen kørende i fjorten år nu, og jeg håber de bliver ved i fjorten år mere.
