St. Prostitute - Glorified

Glorified

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:12

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dansk når det er bedst

Så sker der heldigvis igen noget godt i lille Danmark. St. Prostitute har udgivet et nyt album. De her drenge er både gode, skønne og ikke mindst fyldt med talent. St. Prostitute startede i 2010 og allerede i 2011, inden de havde havde smidt deres første album i handlen, fik de en ilddåb ved at være opvarmning for Pretty Maids i København for 12000 mennesker. Bandet havde i 2010 været på en mindre promotion-tour i USA, hvor de spillede på flere kendte steder. I 2012 udgav bandet deres debut Here comes the Prostitute. Albummet blev meget godt modtaget og modtog en del god kritik, især i England, hvor flere sange kom på, forskellige best of 2012-lister. Så man kan godt sige, at Glorified er et ventet album for kendere af bandet. Personligt har jeg først efter, jeg hørte det nye album, kastet mig over deres Here comes the prostitute, og jeg er bestemt ikke skuffet over forgængeren. Det nye album har dog lagt endnu et lag på kvaliteten, og jeg føler stor glæde ved at lytte til de her drenge.

Det lugter af udlandet

Musikken, der bliver spillet på Glorified, er en dejlig gang hård rock, når det er bedst. Man kan godt høre, at de har lyttet til D.A.D og Pretty Maids. På nogle numre minder St. Prostitute rigtig meget om D.A.Ds Helpyourselfish (1995). Så på mange måder er de mere rockede, end mange af de danske heavy bands. Bandet er virkelig et frisk pust i den danske rockverden. De har arbejdet stenhårdt på denne opfølger, og de har gjort det rigtig godt. Jeg kunne sagtens se dem på en stor scene i USA, Tyskland eller England. De har en flot lyd og deres musik giver lytteren lyst til mere fra deres hånd.

So Glorified

Jeg kan ikke lade være med at sidde her med et bredt smil på læberne. St. Prostitute leverer virkelig varen på Glorified. Er man bare lidt rockfan, vil dette album tage dig med storm. Bandet har udviklet sig fra at have lyden af fortiden til at finde en fantastisk lyd frem, der virker så harmonisk og gennemført. Det er bare rendyrket rock, som man aldrig bliver træt af at smide på anlægget. Jeg tager hatten af for dette band. De har gjort det svære: at skulle leve op til et flot debut album. Og de har gjort det med så meget charme og kunnen.

Tak tak tak

Meget andet har jeg ikke at sige til bandet. De har fået det optimale ud af deres arbejde. Det er flot og begejstrende musik, som ikke forlader min afspiller foreløbigt. De får et stilrent 9/10 i karakter, og jeg glæder mig til at skulle høre dem live et sted derude.

Tracklist

  1. Farewell & Goodbye
  2. Red Car
  3. City Lights
  4. All Mine
  5. L.A. Party
  6. Dead By Rock *n* Roll
  7. Running With Scissors
  8. Suicide Girl
  9. Leech
  10. Prima Donna
  11. Scream
  12. Such A Bliss

Kommentarer (1)

Bo Andersen

Strawberry Slaughterhouse

Strawberry Slaughterhouse anno 2015? :-)