Når den knalddygtige Richard Andersson smider nyt materiale på gaden, plejer jeg gerne at spidse ører. Få har som ham flair for at smede vellydende kompositioner sammen, hvor keyboardet har en betragtelig rolle, men uden det af den grund forfalder til rent keyboard onani, idet han altid giver god plads til de andre medspillere på sine albums. Alligevel studsede jeg lige en ekstra gang da denne cd røg på anlægget, for væk var de ekvilibristiske og pompøse kompositioner, jeg ellers er vant til fra hans kant. I stedet er stilen nu mere typisk heavyrock, som leder tankerne hen på blandt andet Black Sabbath, Deep Purple og Whitesnake, krydret med noget Yngwie Malmsteen her og der. Jovist, er der styr på sagerne, og numrene spilles da også med en professionel tilgangsvinkel, men alligevel savner jeg denne gang noget mere nerve og eksperimenterende gå-på-mod, for når der alene i de to første skæringer stjæles så åbenlyst fra Black Sabbath og Whitesnake, bør man måske råbe vagt i gevær. Riffet i "Obsession" er jo tyvstjålet fra Black Sabbaths’s "Anno Mundi" ("Tyr" fra 1990), og ligeledes læner riffet sig i "Miracles In Daylight" sig yderst kraftigt op af Whitesnake’s "Crying In The Rain". Dermed ikke sagt "Tears of the Sun" er et deciderede dårligt album, det er bare en kende anderledes end de forrige to Space Odyssey skiver. En af grundene hertil skal selvfølgelig også findes i at Patrik Johansson (Astral Doors, Wuthering Heights, Lions Share) ikke synger herpå, men at vokalen derimod er varetaget af David Freman (Andromeda), som jeg så absolut intet kendskab har til. Retfærdigvis skal det dog siges at han synger ret så fedt, om end hans vokal dog ikke skiller sig så vildt ud igen fra mængden. Manglen på Richard Andersson’s opfindsomhed trækker i dette tilfælde lidt ned, for "Tears of the Sun" kunne sagtens have høstet et kranie ekstra, såfremt den havde haft bygget lidt mere på egen selvstændighed.