Sonic Metaphors - Something Dark

Something Dark

Udkom

Type:EP
Genrer:Hard rock, Heavy Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6,7/10 baseret på 3 stemmer.

Den anonyme musiker

Hvis jeg siger Torben Madsen fra Sæby, hvad siger du så? Formentlig aner du ikke, hvem jeg snakker om, med mindre du selv er fra den lille nordjyske by med knap 9.000 indbyggere – og så er det alligevel ikke sikkert, at du kender ham. Som nysgerrig anmelder er det altid spændende at dykke ned i historien bag musikken
Lad mig introducere dig for manden bag Sonic Metaphors: Torben Madsen har indtil videre været et relativt ubeskrevet blad i bogen, men det fornægter ikke hans kærlighed til rock og metal, som blev etableret allerede i barndommen. Som årene gik, spillede Torben Madsen trommer i diverse lokale bands og har kontinuerligt komponeret og indspillet egne idéer for egen fornøjelses skyld. Som for så mange andre musikere tvang coronapandemien Madsen til at tænke kreativt. Hvad gør man som kreativt menneske med en skuffe fuld af idéer? Jo, man prøver naturligvis at sende sit materiale rundt til folk, som man på den ene eller anden måde føler, kunne være fede at arbejde med, og der står som nogle store idoler.

En pizza med fem slags topping efter eget valg

Den første, Torben Madsen kontaktede, var Tim ”Ripper” Owens (eks-Judas Priest, -Iced Earth), der ligesom alle os andre sad hjemme og trillede tommelfingre. Han blev begejstret for tekst og musik til nummeret ”The Sky Has Fallen” og lagde vokal på. Åbneren ”To the Limit” er et mægtigt nummer. Det har den helt rigtige lyd, der kendetegner Ripper. Det er knasende, sprødt, potent og lækkert. Det sidste nummer med Ripper er ”Something Dark”.  Samtlige numre er på alle måder velkomponerede og gennemførte. Det er mørkt og dunkelt, men så sandelig også melodisk. Igen hæver Rippers vokal numrene til et meget højt niveau. Hans overlegenhed udi heavymetallen bliver for alvor cementeret. 

Ripper er ikke den eneste, der synes, at Madsens arbejde var interessant, så inden han fik set sig om, var Blaze Bayley (Wolfsbane, eks-Iron Maiden) også en del af denne EP med vokal på nummeret ”The Monster You Made”. Bayleys fantastiske stemme passer som fod i hose på dette nummer, der går fra en stille intro til at være en tung, iørefaldende ballade. Musikken er melodisk og tung, men Bayley formår via stemmens gennemslagskraft at gøre det let og delikat.

”Something Dark” bliver krydret med sprøde trommer fra Dirk Verbeuren (eks-Soilwork, Megadeth). Dirk Verbeuren får lov at spille en vis legemsdel ud af bukserne på ”To the Limit”. Her viser han virkelig et fænomenalt trommespil, som sidder lige i skabet. Trommerne er toneangivende på dette nummer og er hverken gemt bag vokal eller guitarspil.  

Dre Dimura (Diamante) giver nummeret ”To the Limit” et fantastisk touch, og han kaster om sig med de lækreste guitarsoli, som er med til at give nummeret rygrad og ånd. ”Into the Darkness” er et interessant nummer; hvor sangerne har båret størstedelen af numrene frem ved hjælp af store stemmer, forholder det sig fuldstændig anderledes her. Nummeret er instrumentalt og altså en rig mulighed for Dre Dimura at kunne brillere med egne evner. Det fungerer rigtig godt, da han forstår at bruge guitaren, så det bliver indlevende og nærværende.

Den lange proces

Hvad der startede som nogle mails under pandemien, er nu ude som en EP – og hvilken en af slagsen. Der er smæk på, og man kan høre, at hver og en af musikerne har fået lov til at byde ind med lige præcis dét, de er gode til, og hvad de er kendte for. Det er tydeligt, at Torben Madsen ikke har villet gå på kompromis med kvaliteten i numrene. Alle fem numre er velkomponerede, velspillede og velsungne. Det er en fryd for ørerne, at Torben Madsen, til trods for at han har skuffen fuld af nye tekster og musik, vælger at ”nøjes” med at udgive en EP. 

Her er det kort og godt. Man kan skelne sangene fra hinanden, og der er ikke så mange dikkedarer. Jeg glæder mig allerede til at høre, hvad Torben Madsen/Sonic Metaphors byder ind med næste gang, kreativiteten får frit spil. 
Det er sprødt, det er potent, det er forfriskende … det er Sonic Metaphors. En debut-EP, der kommer fremragende fra start.
 

Tracklist

  1. To The Limit
  2. The Monster You Made
  3. Something Dark
  4. Into the Darkness
  5. The Sky Has Fallen

Kommentarer (1)

Flemming Jensen

Vurdering

Er helt enig med anmeldelsen
Super sprød og virkelig god ep.
Glæder mig også til mere