God gammeldags syre-rock når det er allerbedst.
Dejlig dansk syre
Jeg må indrømme, at jeg efterhånden har hørt og anmeldt en hulens stor bunke plader med mærkatet “retrorock” på sig, og må ligeledes indrømme, at det langt fra er det hele, der er lige godt. Bands som Graveyard, Blues Pills og The Vintage Caravan har de seneste år lavet albums, der cementerer deres placeringer i toppen af genren, men under dem findes en konstant voksende mængde bands, der, trods gode intentioner, hurtigt ryger i glemmebogen.
Derfor sidder jeg med krydsede fingre, når nyeste plade fra et dansk psykedelisk rockband lander på mit bord. Please, kan I ikke bare være megafede og smide Dannevang på retro-verdenskortet? Jo! Hvis man hedder The Sonic Dawn, kan man sagtens.
En smuk rejse
Eclipse er tredje langspillerfra den danske trio. Den sidste håndfuld år har de turneret Europa tyndt og varmet op for en masse forskellige små og store navne, men nu var det tid til at lave albummet, der for alvor skulle rykke dem frem i bussen. Og det, må man sige, er lykkedes.
Produktionen og det generelle lydbillede på Eclipse er første positive overraskelse – og det er en fuldkommen vanvittig god en. Andre store navne inden for genren rammer også den velkendte fuzz-lyd fra sen-60'erne ganske fint, men på denne plade er det helt fantastisk og lige før, at bandet kan høste en topkarakter på lyden alene. Kompositionerne, teksterne og variationerne i de forskellige hooks rammer dog også der, hvor det kilder allermest, og generelt har The Sonic Dawn med deres fusion af The Doors og The Beatles i Sgt. Pepper/White Album-dagene skabt et album i den absolutte elite, når vi taler psykedelisk retrorock. Lyt bare til albumåbneren “Forever 1969”, hvor alt bare er rigtigt. Det er som at tage en tidsmaskine 50 år tilbage i tiden, og det er en fandens smuk rejse. Nogen ville nok spørge, hvad i alverden vi skal med rock, der lyder fuldstændig, som noget man har hørt før, men den klarer drengene fremragende i første vers: Some say, that we are out of our time (…) Times may change, but the struggle remains the same. Var der ellers andet?
Drømmende dejligt
I den perfekte verden havde jeg gerne hørt The Sonic Dawn flippe endnu mere ud og lave lange syrede numre, som mange af deres forbilleder havde for vane. Eclipse giver os 13 lækre numre på bare 37 minutter, og bevares det er skønne numre allesammen. Et par numre, deriblandt en albumafslutter, på seks-syv minutter eller derover, hvor bandet “syrer helt ud”, havde dog været kronen på et ellers fremragende værk.
Jeg var lige på nippet til at være rigtig træt af retrorock, indtil jeg hørte Eclipse. Der er efterhånden alt for mange middelmådige bands i denne genre, men når man så hører denne dejlige skive fra de uhyre talentfulde drenge i The Sonic Dawn, bliver man sgu lidt varm om hjertet. Så gør dig selv en tjeneste og tag den gamle islandske sweater eller afghaner-vest på sammen med de runde solbriller, og drøm dig tilbage til fri kærlighed, revolution og skøn musik. Du vil ikke fortryde det.
