Black i betonen
Selvom en god liveoplevelse kan være et minde for livet, er koncerter i sagens natur et flygtigt fænomen. Du står foran scenen i en time eller to, bliver (forhåbentligt) opslugt af musik og show, og så er det pludselig slut. Eventuelle momenter af magi kommer aldrig tilbage igen. Her i YouTube-tidsalderen har snart sagt halvdelen af publikum til en given koncert i et omsonst forsøg på at forevige begivenheden en irriterende vane med at stå med telefoner i stedet for knytnæver og djævlehorn i vejret. Omsonst fordi de kort efter koncerten kan konstatere, at alle de andre smartphone-entusiaster, har lagt præcis den samme (og som regel temmelig ringe) optagelse op, som de selv. Møgirriterende. Og dette fænomen er nok en af grundene til, at det gode gamle livealbum efterhånden er en sjældenhed. Der er således ikke mange danske bands, der kaster sig ud i denne type udgivelse, men Solbruds to optrædener i Brønshøj Vandtårn tilbage i november 2019 var alligevel af en så speciel karakter, at københavnerne har følt, at det her måtte de bare udgive. Resultatet, Levende i Brønshøj Vandtårn, er en udgivelse, jeg personligt har set meget frem til, da jeg desværre ikke havde mulighed for selv at deltage. Efter nu at have lyttet til albummet adskillige gange er min ærgrelse kun blevet større, men ikke af den årsag man måske skulle tro.
The drums of doom are howling more
Udover den grå og imposante beton – i øvrigt smukt afbilledet på det fantastiske cover – har vandtårnet en helt speciel akustik, der angiveligt skulle give op til 15 sekunders naturlig efterklang. Det er ikke urimeligt at forvente, at Solbruds atmosfæriske og ofte ret doomede black metal passer fantastisk til sådan et scenarie. Koncerten lægger ud med ”Øde Lagt” fra debutalbummet Solbrud, men i et noget lavere tempo end originalen. Det gør nummeret mere tungt og ildevarslende, og det fungerer perfekt. Sangen slutter fikst af med variationer over den akustiske intro til ”Skyggeriget”, som jo også er fra debuten. Selvom trommerne dominerer, og dermed tager det meste af efterklangen, er der især i de rolige passager en fin balance mellem instrumenterne, men det varer desværre ikke ved. Alt for ofte gemmes guitarerne alt for langt nede i mixet, især når der er fuld knald på blastbeats, og det er der jo temmelig ofte. Det går ud over nuancerne, som der er en del af i Solbruds udtryk. ”Bortgang” virker næsten som et drumtrack, man som lytter selv kan spille lidt guitar henover.
På den smukke og næsten pinefuldt langsomme intro til ”Klippemenneske” er der trods alt plads og efterklang til guitarerne. Det samme gør sig faktisk gældende på alle clean-passager, hvor trommeslager Troels Hjorth holder nogle velfortjente, men alt for korte, pauser. På et livealbum er det forholdsvis normalt, at detaljer og finesser fra originalindspilningerne går tabt – sådan må det være, medmindre man er Opeth. Men det er alligevel ærgerligt, at det sker så ofte, når man nu kan høre, at det rent faktisk kan fungere.
Albummets højdepunkt er den nye ”Sjæleskrig”. Et smukt, tungt og melodisk nummer der klart bedst formår at udnytte de specielle rammer vandtårnets akustisk tilbyder. Blackened doom-blues fristes man til at kalde det, og spændende om Ole Luk & co. vover at gå mere ned ad den vej i fremtiden. Hvis de gør, lover ”Sjæleskrig” rigtigt godt for Solbruds næste udspil. Pladen sluttes af med en skuffende udgave af ”Besat Af Mørke” – min personlige Solbrud-favorit. Favorit, ikke udelukkende fordi ”Besat” kun bruger otte minutter på at gøre det, som mange Solbrud-sange er 13-14 minutter om, men fordi dens desperate længsel efter fred og natur, for mig, er selve essensen af Solbrud. Men desværre drukner de små nuancer igen i dommedagstrommer, og går derfor tabt. Liveudgaven af ”Besat Af Mørke” halter desværre langt efter den mageløse udgave på Vemod.
Der brilleres kun i glimt
Med al den fokus på bombastisk trommelyd ender Levende i Brønshøj Vandtårn med at fremstå som en hyldest til black metallens mekka, Grieghallen i Bergen, hvor mange af de klassiske udgivelser fra den norske anden bølge-black blev indspillet. Her konkurrerede Mayhem, Enslaved, Emperor mv. – godt hjulpet på vej af den legendariske producer, Pytten – om, hvem der kunne frembringe de mest dommedagsagtige trommer. Det var ikke altid lige vellykket dengang, og det er det heller ikke i dag.
Der er groft sagt to måder, et godt livealbum kan fungere på. Den ene er som et karrieredefinerende bevis på, at udøverne bedst opleves på en livescene (Motörheads No Sleep ’till Hammersmith og Kiss Alive er oplagte eksempler). Den anden måde er som et evigt minde for dem, der rent faktisk deltog, og dermed kan genopleve magien. Levende… er desværre klart i anden kategori. Så herfra skal det anbefales at (gen)opleve koncerterne ved at se DVD’en eller hoppe på YouTube. Der er helt sikkert meget mere at hente, når der følger video med, men her er det altså albumudgaven, vi anmelder, og den brillerer kun i glimt.