Aarhusianske eksperimenter fænger godt
Kompromisløs og egensindig
Sol er skabt af Emil Sol Brahe og må kunne karakteriseres som et enmandsprojekt. Sols seneste, The Storm Bells Chime, er den femte udgivelse i rækken. Jeg kan godt fascineres af The Storm Bells Chime, men mest fordi der er tale om et aldeles kompromisløst og egensindigt stykke storladen kunst, der ikke kører på de spor, hvor de gængse metaludgivelser ligger.
Er der tale om filmmusik?
The Storm Bells Chime er ikke rock, heavy eller i øvrigt musik, som vi normalt møder det på de musikudgivelser, der anmeldes på denne side. I stedet er der masser af episk stemning og atmosfære. Musikken, hvis man kan kalde lyden på skiven det, er mere klange og toner, der strækkes ud over flere minutter med Emil Sol Brahes råbende og desperate vokal ovenover eller inden i lydmurens fletværk. Klaver, guitar og forskellige manipulationer af vokalen udgør hovedelementerne.
Bedst på The Storm Bells Chime er nummeret ”Ascending to the Embrace of Clouds”, men her optræder der også en slags melodi og guitarføringen er særdeles veludført. Nummeret afbrydes desuden at et vidunderligt, velplaceret klaver, der giver uventet glimt i de mørke klange. I det hele taget fremmaner The Storm Bells Chime Nicolas Winding Refns Valhalla Rising-film (2009), hvilket givetvis er ganske utilsigtet. Og det er bestemt ment som en kompliment, selvom jeg vitterligt intet forstod af filmens slutning.
Ufrivillig morsom
Sine steder er The Storm Bells Chime dog også ufrivillig morsom i sin lidt påtagede storladenhed som på nummeret ”Greet the Dawn (for F)”, der indleder med ordene ”My german shephard and I/Sat in the Courtyard”. Ikke desto mindre er dette nummer også belagt med gode guitarhvæs, så det er en fryd at lytte til. I det hele taget vinder pladen for hver gennemlytning. Når først man indser, at dette ikke er musik i traditionel forstand med vers, omkvæd, vers, omkvæd, solo osv., så venter der en speciel, men flot og dragende lytteroplevelse. Ikke mindst fordi man mærker alvoren og nerven hos kunstneren.
Jeg er klar på mere
Jeg gætter på, at den gode Emil Sol Brahe har hygget sig helt enormt med at skabe sit eget stemningsmættede univers i sit studie med alverdens toner ved hånden, mens han skriger, råber eller raller ned i mikrofonen og strækker, presser og maser klangene ned i den form, som lige præcis tilfredsstiller ham som kunstner. Det er ganske beundringsværdigt, og heldigvis er der også levnet plads til lytteren. The Storm Bells Chime anbefales til den nysgerrige, som ønsker et udfordrende afbræk fra den sædvanlige 1-2-3-4-metal, der tilbydes i overflod. Velgjort, hr. Brahe.
