Svensk soloudspil
Den gudsbenådede sanger Mats Levén har sunget for et væld af bands og artister gennem tiden, men bedst kendt er han måske for sin tid i guitarvirtuosen Yngwie J. Malmsteens band. Vokalveteranens navn er altså forbundet med høj kvalitet, og spørgsmålet er så, om hans nye solo projekt Skyblood er af ligeså høj kvalitet som hans tidligere præstationer.
Den sublime stemme
Da jeg så, at det var Mats’ soloudspil, fik jeg ret høje forventninger, men ak og ve, Skyblood er desværre ikke helt så godt, som jeg havde håbet på. Der er dog bestemt positive elementer på albummet, og det må siges, at den fremragende vokalpræstation og de adskillige kønne melodier uden tvivl er det største plus på pladen. Mats besidder en ret så unik stemme, der gør sig godt især i de højere registre; nogle af de høje toner, han rammer i numre såsom ”The Voice” og ”For or Against”, er således utrolig intense og overbevisende. Mange numre har stemningsfyldte passager, hvor Mats leverer dystre ”spoken words”, og netop dette element sender tankerne i retning af Radiance albummet The Burning Sun fra 2010, som Mats også sang på. Radiance albummet var ret så gennemført, blandt andet fordi det havde masser af tekniske og ekvilibristiske passager, der stod i stærk kontrast til de stille ambiente passager. Det har Skyblood derimod ikke. Mats har ifølge promomaterialet stået for de fleste af instrumenterne selv, og det lyder da egentlig ret godt, men så heller ikke mere end det. Der er nogle få korte guitarsoloer spredt ud over albummet, og enkelte er temmelig fine, men de fleste af dem er desværre ret anonyme og kommer aldrig rigtig nogen vegne. Jeg havde håbet, at en erfaren musiker som Mats, der har spillet med guitargiganter som Yngwie Malmsteen, Sami Raatikainen, Stéphan Forté og mange andre, ville have givet nogle sessionsguitarister lidt mere mulighed for at højne pladens niveau. Musikken bliver dog, trods alt, storslået og pompøs indimellem, og man må rose Mats for, at han har været ret eksperimentende på albummet, uden at det hele falder fra hinanden. Det ti minutter lange nummer ”Le Venimeux” er måske det bedste eksempel på Mats’ eksperimenterende tilgang, idet denne sang kommer vidt omkring og er noget mere rytmisk interessant end de andre skæringer. Derudover er der andre ret fede numre såsom ”Once Invisible”, der til tider har en lidt doom metal-agtig stemning.
Ingen fare for at få pulsen for højt op
Sangene er alle relativt langsomme, og man kan sagtens sidde og sumpe hen, mens man lytter, uden fare for at flyve op af sofaen af ren og skær spænding. Denne anmelders forventninger var måske lidt malplacerede, men når man ser på Mats diskografi, var der bare lagt op til et lidt mere imponerende og prangende udspil. På trods af den lidt sløve stemning, lyder de fleste numre dog ret behagelige, og pladen bliver endda bedre, jo mere den høres, derfor lander den på seks kranier.
