Hvem fanden er Skratte?

Tyske Skratte er et lillebitte projekt fra Flieden i Tyskland. Med lillebitte mener jeg, at bandet dags dato har lige omkring 400 følgere på en medieplatform som Facebook. Dette må enten skyldes elendig marketing, eller at man bevidst har valgt at ignorere selvpromovering. Jeg havde da heller aldrig opdaget Skratte, hvis det ikke havde været for verdens bedste YouTube-kanal, Black Metal Promotion, men jeg lovpriser da både Odin, Baphomet og Cthulhu for denne opdagelse! For Akt 1: Ein Feuer Entfacht er en debut på linje med andre legendariske debutalbum som Appetite for Destruction, The Ultra-Violence og In The Nightside Eclipse.

Et overflødighedshorn af musik

Akt 1: Ein Feuer Entfacht er måske ikke den mest originale udgivelse nogensinde, for der er som sådan ikke noget nyt i at kombinere første og anden bølge black metal samt tilføje lidt folk og klassisk guitar. Det er gjort igen og igen, men Skratte gør det simpelthen bare bedre, end det er gjort før. Akt 1: Ein Feuer Entfacht er ikke bare en ussel tribut eller kopi af de album og artister, som utvivlsomt har inspireret dets undfangelse – bands som Immortal, Bathory, Rotting Christ og Mercyful Fate. For det første er produktionen og mixet knivskarpt og krystalklart – hvilket er usædvanligt for solo-black-projekters debut. For det andet så er især Hr. Hevnbranns vokal noget af det, der virkelig driver værket – igen ikke så tit, at vokalen er drivkraften i black. Men de mange stemmeskift, han benytter sig af, gør, at der kommer en masse variation og kraft i de 11 numre og er med til at gøre hvert nummer til en entitet i stedet for blot et nummer. Vi har den obligatoriske dødsrallen, de høje skrig, man ville forvente fra en forpint genganger, men også dybe growls, clean vokal, doom-croon a la Peter Steele, Hetfield-inspirerede ”ooh!”-lyde, og fandme ikke om der også er forsøg på opera! Det bedste eksempel på Herr Hevnbranns evner må være nummeret ”Der Graue Geist”. Her kan man både høre, præcis hvor dygtig han er som sanger, instrumentalist og sangskriver – det nummer er simpelthen genialt. Her bliver vi på små otte minutter taget med på en rejse, der starter ud i thrashet retro-black, tager et sidesving i noget viking-folk for så at styrte direkte tilbage i retro-black igen. Selve titelnummeret bør også fremhæves (det bør samtlige numre faktisk, men så ender vi med en afhandling og ikke en anmeldelse), for her virker det nærmest, som om Hevnbrann blot blærer sig, fordi han kan. På små 11 minutter bliver vi præsenteret for, hvordan det ville have lydt, hvis Quorthon havde lavet et band med Abbath samt Denner/Shermann. For ligesom på det forrige nummer vælter vi konstant rundt mellem black, folk og thrash, og man bliver som lytter konstant stopfodret med riffs, som var man en foie gras-gås.

Trods det at Akt 1: Ein Feuer Entfacht har hele tre instrumentale intermezzoer, der tilsammen varer omkring seks minutter, hvilket normalt er noget, jeg bryder mig usigeligt lidt om, så fungerer selv det! For de tre numre er velkomponerede og smukke og fungerer som henholdsvis perfekte introer og outroer. Så ikke engang dét kan jeg klandre!

Årets album?

Som tidligere nævnt er Akt 1: Ein Feuer Entfacht ikke det mest originale værk nogensinde skrevet. Men selvom det er tydeligt at høre, hvem og hvad der har inspireret Skratte, så formår bandet alligevel at tage disse inspirationskilder og lave sit helt eget. Så selvom det hele lyder bekendt, så lyder det samtidig som Skratte og intet andet. Numrene er lange og snørklede og indeholder så mange delelementer, at man konstant opdager nye facetter og små soniske overraskelser – og jeg må blot erkende, at albummet er et mesterværk og hidtil det absolut bedste, jeg har hørt i hele 2021. Vielen Dank Herr Hevnbrann, vielen Dank!