Hvor mange tentakler er egentlig for mange?
H.P. Lovecraft nævnes oftest i forbindelse med gyserlitteratur og gyserfilm. Men trods at manden stillede træskoene, før elektronisk forvrænget musik blev allemandseje, så har hans litterære arv spillet en næsten lige så stor rolle som inspirationskilde for metalmusikken som selveste Lucifer. Det er lige før, at man ikke rigtigt kan kalde sig et ægte metalband, før man har lavet mindst ét nummer omhandlende kosmisk gys eller væsner med alt for mange tentakler, og jeg har ikke tal på, hvor mange bands jeg har set beskrevet som “Cthulhu-død” eller “Lovecraft-metal”. Så nu, hvor Skaphos ikke kan prale af sin lyriske ejendommelighed, må musikken jo tale for sig selv.
Fladere end en gennemsnitlig crepe
Kvintetten fra Lyon spiller en forholdsvis klassisk form for blackened death metal, dog med en stor, fed streg under ”death”, så vi er da tættere på både Cannibal Corpse og Nile, end vi er på Behemoth. Man fornemmer dog ganske hurtigt bandets franske ophav. Fransk metal er, næsten altid, en garant for en vis form for skævhed samt grandiositet. Her skuffer Cult of Uzura da heller ikke.
Et af de særegne tricks, som de har med i godteposen, er strubesang – eller tuvansang, hvis vi skal være helt præcise. Og hvis der er noget, denne anmelder kan lide i sin metal, så er det netop strubesang, så point til Skaphos der.
Desværre resulterer Stephan ‘Valross’ Le Lépreux’ regulære growl i, at jeg bliver nødt til at trække det point fra igen. Hans brøl er så gennemført bøvet, og det minder mig mestendels om Oderus Urungus’ vokal på GWAR-klassikeren “Fuckin’ an Animal” – og dét er aldrig godt!
Men hvis vi ser bort fra disse to vokalaspekter, så bliver det faktisk svært at sige noget reelt positivt om Cult of Uzura – det er dog lige så svært at sige noget negativt. Musikken fremkalder desværre ikke så meget som skyggen af en følelse i mig. Nu har jeg hørt denne skive en del gange, og jeg mærker absolut intet. Der er hverken foragt eller lovprisning, bare intet.
Bandet spiller da fint, og albummet er ligeså udmærket mixet og produceret. Men vorherre til hest, hvor er det dog også bare fladt. Hvis ikke det havde været for de små sporadiske momenter med strubesang eller akustiske guitarer, så havde det været totalt umuligt at skelne imellem de 13 numre – hvilket i øvrigt også er alt, alt for mange sange! Less is more, drenge, især når nu i hvert fald de ti af sangene lyder så uhyrligt ens, som de gør!
Kom ud af komfortzonen!
Der findes så ufatteligt mange Cthulhu-metalbands verden over. Skaphos er et af dem. Men medmindre de fire herrer enten sadler om eller får nogle nye ideer, så bliver de aldrig et band, folk snakker om. Nok fejler deres tekniske formåen da ikke noget, men der skal simpelthen nogle friske ideer på bordet, og så skal de virkeligt turde noget mere. Som det er nu, er de alt for fastlåste i deres lille komfortzone.