Gift ved første blik

Det er skørt, hvad folk kan blive inspireret af. Venoms åbningsriff i ”Countess Bathory” blev inspireret af det engelske børneshow The Magic Roundabout, mens selvsamme sang senere endte med at inspirere Bathory. I kontrast blev Celtic Frost-nummeret ”Into the Crypts of Rays” baseret på Gillet de Rais’ liv, en fransk baron fra 1400-tallet, der blev henrettet efter at have tortureret, voldtaget og myrdet hundredvis af børn. De fleste danske politikere virker ofte også inspireret af fortidens individer - mere præcist af Baron von Münchhausen, ofte omtalt som verdens største løgner eller pralhals - og kan kun være glade for, at Pinocchio trods alt blot er et eventyr. Chilenske Sign of Evil bærer også deres inspirationer uden på tøjet hvilket fuldender cirklen. For de er nemlig tydelig inspireret af Venom og den sydamerikanske pendant, Sarcófago.

Et tegn på syreregn

Selvom Sign of Evil læner sig tungt op ad Venom, føles det mere som en lsd-version af dem end en reel arvtager. Psychodelic Darkness er derfor en ganske rammende titel, for det er en forskruet og lettere desorienterende verden, som vi bliver præsenteret for. På papiret lyder det spændende, men i praksis sejler det desværre. Udførelsen er ganske enkelt helt ude i skoven, hvilket ironisk nok er et sted, black metal ellers trives glimrende. Forsanger Witchfuckers vokal er for så vidt indlevende nok, men det er også det eneste pæne, der er at sige. Resten er en ensformig omgang skrig, der hurtigt mister sin effekt. Tempoet er højt, men sangene flyder sammen i en grå masse, hvor mystik tilsyneladende er blevet forvekslet med ren og skær særhed. Man prøver så hårdt på at være okkult og utilnærmelig, at det ender med at virke mere forceret end fascinerende. At kalde en champignon for en trøffel ændrer ikke på, at man står med en ganske almindelig svamp i hånden.

Albummet åbner med ”Witches Dance”, og allerede fra første sekund står det smertefuldt klart, at der er massiv dissonans mellem vokal og instrumenter. Witchfuckers beskidte growl drukner fuldstændig i lydbilledet og er så utydeligt, at det næsten ville være nemmere at køre 250 km/t gennem et tågeramt Fyn uden at stoppe for rødt og ramme Djævleøen uden uheld. Tempo er ellers en af de få ting, pladen faktisk formår at holde nogenlunde i live. Til gengæld har man, af uforklarlige årsager, smidt en række akustiske klaverpassager ind, som mildest talt lyder, som om nogen har fået fingrene i klemme og febrilsk forsøger at trække dem fri, før blodomløbet fosser ud på tangenterne. Det er ikke bare smertefuldt, det er også dræbende kedeligt.

Lige som man er klar til at juble over, at pladen er ved at være slut, dukker den bedste sang ironisk nok op. ”The Black Demons Returns” byder på et finurligt introriff, holder tempoet hele vejen og føles som en langt mere velovervejet kærlighedserklæring til Venom. Her er der skruet ned for krampagtige eksperimenter, hvilket er til bandets fordel, for den disciplin mestrer Sign of Evil simpelthen ikke.

Et offentligt attentat

Psychodelic Darkness er desværre black metal, når det er værst. Druknet i fortidsinspiration og så ujævnt sammensæt, at det ville være nemmere at samle Humpty Dumpty efter sit fald. Modsat Cæsar kan jeg kun sige: Jeg kom, jeg så, og jeg løb skrigende væk. Jeg ønsker chilenerne alt held og lykke fremover, men jeg tvivler stærkt på, at vores veje krydses igen.