Ro på!

Tyske Servant har måske kun ganske få år på bagen, men det har da ikke stoppet dem i at være særdeles aktive, når det kommer til at udgive albummer. Siden 2021, hvor de udgav debuten Blessed by the Light of a Thousand Stars har de tonset derudad, med det resultat at album nummer tre allerede er ude her i 2024. Stilen er forholdsvis moderne melodisk black metal tilsat diverse melodødselementer og så drysset godt med den helt særegne melankoli, man kun finder hos nyere tyske/østrigske black metal-bands. En lyd, der måske har noget at gøre med, at næsten alle de nyere black metal-bands fra netop Tyskland og Østrig er hos AOP Records. Men når man nu har så travlt med at udgive musik, glemmer man så at kvalitetstjekke det? Det må vi hellere lige undersøge! 

Uniformt

Overordnet set er Death Devil Magick en fin udgivelse. Både produktion og mixet er tilpas finpoleret, uden at det fremstår sterilt eller hypermoderne – selvom stortrommerne lyder, som om at trommeslageren spiller iført gummistøvler. Bandet er ligeledes i stand til at skrive nogle særdeles fremragende riffs- og melodier; de bedste eksempler må være ”Temple” og ”Sin”. Kvaliteten falder dog desværre stille og roligt, i takt med at vi kommer tættere og tættere på afslutningen, men ni numre er også en sjat. Størstedelen af numrene har desuden en længde på et sted mellem fire og fem minutter, og min erfaring fortæller mig efterhånden, at det er en træls sanglængde. Det er tit for langt til at skabe et nummer, som er kort, kontant og effektivt, men også for kort til virkeligt at kunne spille med de kreative muskler. Hvilket faktisk beskriver størstedelen af numrene på albummet her. De kunne alle sammen godt have tålt at blive trimmet i kanterne, således at de havde stået skarpere. Personligt kan jeg nemlig mærke, at henimod sang nummer fire eller fem så begynder min interesse og opmærksomhed at forsvinde som dug for solen, for det er allerede på sange som ”Devil” eller ”Hope”, at bandet begynder at køre i ring. Faktisk så er ”Devil” et decideret kedeligt nummer; det lyder lidt som noget, Dimmu Borgir kunne have lavet på en plade som Eonian, og det er bestemt ikke et kompliment. ”Hope” skulle helt være blevet droppet; der er ingen, der gider høre et så ligegyldigt instrumentalt nummer. Men så er der nemlig også det faktum, at Servant lyder mere eller mindre som alle andre AOP Records-bands lige p.t. Om det så er Groza eller Harakiri for the Sky, så er der simpelthen bare et lydbillede, der går igen og igen – og det bliver sgu for uniformt.

Kunsten at øve sig

Har Servant potentiale? Ja, det vil jeg mene. De beviser da også, at de faktisk kan skrive ganske udmærket musik, men desværre beviser de også, at de ikke helt er der, hvor de bør udgive musik på årlig basis. De skal simpelthen hjem i studiet igen, og så skal de øve, øve og øve – og måske overveje enten at finde et andet pladeselskab eller at bede produceren om at skrue lidt ned for charmen og egoet.