Septicflesh - A Fallen Temple

A Fallen Temple

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Death metal musical?

Introduktion

I 2011 udgav græske Septicflesh den symfoniske death metal plade The Great Mass, som fik en rigtig god modtagelse. Det er muligvis baggrunden for, at Season of Mist har besluttet at genudgive Septicflesh’ bagkatalog. Og i den forbindelse er vi nu nået bandets fjerde full-length, A Fallen Temple, fra 1998.

Vi har her på Heavymetal.dk tidligere beskæftiget os med SepticsFlesh’ historie, men for dem, der ikke har historien med, tillader jeg mig at gentage bandets historie kort: Septicflesh blev dannet som Septic Flesh i Athen i 1990. Bandet spillede fra starten mere traditionel death metal, men udviklede sig med tiden i retning af gothic death metal. I 2003 blev bandet opløst, men blev gendannet i 2007 og skiftede navn til Septicflesh. Dette skyldtes, at det efter bandets mening så bedre ud, og skulle vise en ny fase for bandet. Året efter udgav Septicflesh deres syvende full-length, Communion. Stilen var nu blevet symfonisk death metal.

Goth-perioden med mere

Som det fremgår ovenfor, er A Fallen Temple ikke samme stil som de nyere udgivelser. Stilen er mere retning af gothic metal i stil med tidligere Paradise Lost med tydelig forankring i death metal.

A Fallen Temple falder vel i tre kategorier. Første del kommer også med åbningsnummeret, "Brotherhood of the Fallen Knights", som findes i en live-udgave på genudgivelsen af Esoptron. I forhold til førnævnte udgivelse er stilen blevet langt mere gotisk. Det minder på mange måder meget om, hvad man kunne høre Paradise Lost lave i denne periode. Det er dog mere atmosfærisk og nok noget mindre aggressivt end Paradise Losts samtidige udgivelser. Dette bliver endnu tydeligere på andet nummer, "The Eldest Cosmonaut", hvor der også kommer kvindelig sopran med.

Sådan går de første numre, og det er faktisk ganske fint. I dag er det ikke helt så spændende, som andet fra Septicflesh’ hænder, men det er bestemt ikke skidt. Men så hopper kæden af…

Som fjerde nummer kommer "Underworld Act 1". Næsten 8 minutter med symfonisk musik og talt vocal og semi-opera. Tanken falder nærmest i retning af musical. Jeg har al respekt for bands, der eksperimenterer, men dette mangler ganske simpelt musik, der er værd at lytte til.

Herefter kommer "Temple of the Lost Race", der mest af alt er traditionel death metal med symfoniske elementer. Dog mest i afdelinger, hvorved der ikke helt skabes et organisk hele, som fandtes på Esoptron. Numrene er heller ikke så atmosfæriske.

På dette tidspunkt har jeg faktisk lidt miste retningssansen, og for at udnytte denne desorientering vælger Septicflesh nu at komme med "Underworld Act 2", hvor der i næsten ni minutter skrues mere op for musical-elementerne. Det bliver det faktisk ikke bedre af.

A Fallen Temple inderholder fem bonustracks, herunder Paradise Losts "The Last Time". Om sidstnævnte er vel kun at sige, at Paradise Lost gjorde det betydeligt bedre. Og minsandten om vi så ikke skal beriges med næsten 11 minutter med "Underworld Act 3".

Konklusion

Jeg var faktisk rigtig glad for Esoptron. Jeg kan ikke sige det samme om A Fallen Temple. De mest spændende sange er de mere gothic-prægede, navnlig i starten. Det er sikkert særlig interessant, hvis man interesserer sig også for den musikalske udvikling.

De mere symfoniske death metal numre er hørt bedre. Og de forskellige numre gør udgivelsen noget rodet. Det skal dog med, at det er bevidst, så langt som nogle af numre er genindspilninger en noget tidligere EP.

"Underworld-trilogien" er måske nok eksperimenterende og avantgarde, men det er simpelthen ikke tilstrækkelig lytteværdigt for mine ører.

Samlet er A Fallen Temple nok mest for fans med en særlig interesse.