Tjekkere værd at tjekke
Tjekkiet… Tja nok ikke det første land, der falder en ind, når man snakker om metalmusik. Ikke desto mindre er det her, vi finder bandet Self-Hatred. Bandet blev formet tilbage i 2012 i Plzeň og har siden udgivet debutalbummet Theia i 2016. Trods pladens forholdsvis gode anmeldelser og positive respons, så det på daværende tidspunkt ikke ud til, at Self-Hatred havde den store fremtid foran sig. To år er gået siden, og de er nu klar til at give det endnu et forsøg med Hlubiny!
Black og doom som du ikke har hørt det før
Da jeg første gang hørte om bandet, faldt mine tanker først hen på Depressive Suicidal Black Metal bandet Totalselfhatred, da deres navne jo nærmest er identiske. Dette er måske heller ikke helt galt, da disse bands ikke er så forskellige endda. Self-hatred laver nemlig, som navnet også lægger op til, musik der er voldsomt melankolsk og atmosfærisk. Teksterne skal jeg ikke kunne udtale mig om, da de er på deres nationalsprog, og tjekkisk desværre ikke er min spidskompetence. Den instrumentale del efterlader dog stadig lytteren i en dyster og sørgmodig stemning, hvilket taler for deres kvalitet, da man mangler hele det lyriske aspekt. Der er dog mere end blot sorg og ulykke i luften, når man har sat skiven i gang. Oven i disse ellers meget mørke nuancer af musikken er der tit en mere håbefuld klang at finde, lidt i samme stil som det kan høres hos eksempelvis Ghost Bath.
Self-Hatred er dog heller ikke blot en billig kopi af tidligere nævnte Ghost Bath og Totalselfhatred. Hvor disse bands ville blive kategoriseret som black metal, har Self-hatred det med at finde mere inspiration i doom-genren. Generelt ligger tempoet lidt lavere og med en lidt tungere guitarlyd. Hertil er det også nævneværdigt at tage fat i forsangeren Katás vokal, da han langt hen ad vejen growler sig vej gennem sangene. Dette står pænt i kontrast til andre “atmosfæriske” bands, hvor det er typisk med mere højfrekvente skrig. Dette betyder dog ikke, at der ikke er noget black at komme efter på skiven. Hvis det er det, man leder efter, ville jeg klart anbefale, at man gav et lyt til “Vzplanuti”. Tremolopickingen samt blastbeatet er ikke til at tage fejl af og er med til at levere et ganske solidt black-nummer. Dette er dog ikke pladens mest spændende nummer, da det i hvert fald i mine ører ikke er det, der bedst viser bandets egenskaber. Her vil jeg anbefale, at man giver et lyt til pladens andet nummer “Odraz”. Sangen starter fint med en feedback-støj fra guitar, hvorefter sangeren fører os godt ind i et diabolsk riff ved skiftevis at hulke og skrige ind i mikrofonen. Orglet spiller også en ret markant rolle på denne sang og er med til at give den et kirkeligt og fortabt udtryk.
Følelse over evner
Self-hatred er nok ikke for alle og bestemt nok ikke for de mindre erfarne metallyttere. Hertil er det heller ikke et band, man skal lytte til, hvis ens største fokus ligger på de tekniske egenskaber og de musikalske evner. Lytter man derimod til musik for den mængde følelse, som er lagt i det, og den stemning det bringer med sig, skal man altså ikke scrolle forbi dette band. I en tid med alverdens mindre bands på Bandcamp og Soundcloud af meget varieret kvalitet er Self-hatred lidt som en nål i en høstak. Et band man er glad for at være stødt på, også selvom man måske ikke ledte efter dem.