SELENSEAS - The Outer Limits

The Outer Limits

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:13

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Fra russisk til engelsk på 10 år

SELENSEAS blev dannet tilbage i 2010 i Moskva af den nuværende bassist Vladislav Tyushin. I det nuværende lineup har han sin kone, Svetlana Tyushina, med på keyboards, frontmanden Mikhail Kudrey, som synger, Liudmilla Malaya på trommer og de to medstiftere på guitar, Ivan Lisitsyn og Denis Andrianov. Indtil udgivelsen af The Outer Limits har bandet udelukkende skrevet på russisk. I forbindelse med deres nye lineup valgte de at skrive på engelsk, og det gør de godt. Det er tydeligt, at de har haft en klar vision og et drive til at skabe noget mere.

Den klassiske opskrift virker hver gang

Selvfølgelig starter The Outer Limits med en intro. Der er horn, trommer og harpe – alt er godt! Det er klassisk power metal 101, og med Mikhail i front har de fået sig en stærk vokal, som på bedste vis understøtter det episke i netop power metal. Med hele to guitarister bliver lydbilledet aldrig helt fladt. Der er altid nogle gode power chords i baggrunden samtidig med den heftige mur af riffs og soli, der fylder en del igennem hele albummet. For mig, som er en gammel TOTO-fan, så kan jeg ikke lade være med at kippe lidt med hatten, når Ivan giver den gas med whammy-barren på guitaren, som skaber den karakteristiske ”Lukather-vibe” – den har jeg altid været fan af.

På ”Frigate” bliver man suget med ud på havet i deres lyrik om de syv vinde og stræben efter at finde ud af, hvad der gemmer sig ude bag horisonten. ”Asgard” giver lidt sig selv: en sang om ja, Asgård. Det kan hurtigt blive meget klichéfyldt, men det fungerer fint. På ”The Revenge Of The Ifrit” har de fået Sergei Lazar (Arkona – russisk folk metal) med på vokal, som giver lidt ny lyd til sangene. De har en del andre gæstemusikere med på albummet og til at skabe deres lyd. Der er hele tiden masser at lytte på. Hele deres lydunivers bliver aldrig kedeligt. Guitarerne har normalt en tendens til hurtigt at blive meget dominerende og lidt intetsigende. Jeg synes dog, at de formår at skabe plads til hinanden musikalsk, så det aldrig bare bliver fyld, men de komplementerer hinanden i både riffs og soli.

SELENSEAS bevægede sig videre, ud over det mulige

The Outer Limits er egentlig en genindspilning af deres album fra 2017, Za gran’yu vozmozhnogo (Beyond The Possible). De valgte at oversætte teksterne til engelsk, og efter de havde fået Mikhail med i front, blev vokalen og dermed teksterne mere voluminøse og episke i deres lyd. De har haft nogle garvede folk med indover, som har gjort, at de kunne finpudse deres lyd, både vokalmæssigt og på keyboardsiden. Jeg kan ikke rigtig finde noget, der stikker ud eller er grimt i ørerne. Der er alt, hvad jeg forbinder med power. Mixet ligger godt og behageligt, og hele albummet er generelt velproduceret. Man kan håbe, at de med dette album får lov til at bevæge sig ud over Ruslands grænser og få etableret deres navn rundtomkring i Europa!

Vi kan desværre ikke vise noget fra The Outer Limits på YouTube, men gør dig selv en tjeneste og tjek det ud på din streamingtjeneste.

Tracklist

  1. Intro
  2. Hope
  3. Frigate
  4. Time
  5. Asgard
  6. The Revenge of the Ifrit (feat. Sergei Lazar)
  7. Dante
  8. The Mirror
  9. The Flame of Dawn
  10. The Milky Way
  11. The Outer Limits
  12. The Mirror (Radio Edit)
  13. The Milky Way (Alternative Version)