Konceptet i centrum
Pak din langbue og husk runestenene. Ondskabens fyrste har overtaget kongeriget, og der er ikke andet at gøre end at tage benene på nakken og flygte fra mørkets brutale styrker. I første kapitel af Legend of Valley Dooms dystopiske historie udraderede de nemlig Dommedagsdalens forsvarsværker, og er nu godt i gang med at plyndre doomfolkets hjemstavn. Her genoptager Legend of Valley Doom pt. 2 narrativet, der har opnået en form for kultstatus blandt fuldblodspowermetallere. Det er nordmanden Marius Danielsen, der er hjernen bag, men projektet er langt fra et enmandsprojekt. Musikere fra en række andre bands spiller med på pladen (Helloween, Pagans Mind og Stratovarius kan bl.a nævnes), og de forskellige roller i historien spilles af hver deres sanger, ligesom man kender det fra Arjen Lucassens projekt, Ayreon. Der er altså tale om en vaskeægte poweropera.
Historien udfolder sig på godt og ondt
Legenden om Dommedagsdalen har mere tilfælles med operagenren, end man kunne forvente af en metalplade. Her snakker jeg ikke om lydbillede eller musikalske teknikker, men derimod om Marcus Danielssons langsomt opbyggende lyrik, der ligesom i operagenren fortæller en detaljeret og episk historie med både karakterer, drama og landskabsbeskrivelser som i en Tolkien-roman. De musiske temaer er langsomme og gentagelige, så lyrikken bliver albummets fremaddrivende kraft, og den trækker på et gennemført fantasyunivers, som sangskriveren har forfattet på de sidste mange år. Historien tages som fortalt op, lige efter det forrige album sluttede og følger doom-folkets generobring af deres hjemland. En rejse, der sender hovedpersonerne ud på magiske helterejser, før kosmos efter hårde kampe kan genetableres. Lyrikken er altså gennemført, men balancerer på en knivsæg mellem at være en autentisk fantasyhistorie og at være i fare for at falde ned i stereotype klicheer, der hurtigt kan pille charmen ud af fortællingen. En linje som ”if you don’t believe then you can just leave; It’s the Legend of Valley Doom” viser den usikkerhed, der kæmpes med i nogle af albummets passager, ligesom ”how dare you disturb my sleep…” minder lidt for meget om en simpel replik fra en World Of Warcraft-boss.
I andre passager brillerer konceptalbummet med smukke vokalharmonier fra de mere eller mindre kendte powermetalsangere, der bidrager til pladen. Med deres forskellige sangteknikker bringer de pladens karakterer til live på en måde, der er unik for kollaborative metaloperaer som denne. Sammen med nogle til tider meget vellykkede guitartemaer får sangerdynamikken bygget den helt rigtige fantasystemning op, der retfærdiggører det nørdede univers, får fyldt følelser ind i fortællingen og sætter lytteren i en dagdrømmende tilstand, der fortsætter i et ekko af pladens episke melodier. De stykker, hvor musikken på denne vis går op i en højere enhed står i skarp kontrast til pladens momentale cheesyness, og viser projektets potentiale.
For at forlade stemning og lyrik for en stund kan det nævnes, at produktionen på andet kapitel i Valley Doom-historien er mere gennemført end ved første kapitel. Lydbilledet er mere varmt og helstøbt end på forrige album, men til gengæld lidt mindre eksperimenterende. Der bliver ikke testet så mange forskellige lydteknikker af som på forrige album, men dette er mere et udtryk for, at Danielsson har fundet sig til rette i sit lydbillede end en manglende lyst til at eksperimentere. For et konceptalbum som dette, er sammenhængskraften vigtigere end gimmicks og små lydeksperimenter, så jeg vil mene, at den mere faste produktion er en styrke for Danielssons projekt, selvom det ofte er manglen på kreative eksperimenter, jeg slår ned på i mine poweranmeldelser. Denne plade er allerede unik i sin sangerkombination og episke historie, og så er det fint, at lyden er tilregnelig og konsistent.
Velskrevet, men intet mesterværk
Danielsson har bestemt udviklet sig fra part 1 til part 2 af Valley Doom-fortællingen, og den aktuelle udgivelse fremstår mere stilren og moden, end første album gjorde. Albummets primære styrke er den dybe indlevelsesevne lyrikken skrives og artikuleres med, men dette bliver også den store svaghed i passager, hvor fantasiverdenen krakelerer i klicheer og falder til jorden. Hver gang løfter historien sig dog op igen og genfortryller lytteren med sine drømmende melodier og gentagende mantraer. Danielsson har stykket et interessant værk sammen, der kan en hel masse, men som langt fra er et mesterværk. For powerentusiaster er der dog masser at hente i den aktuelle plade, hvis melodier og lyrik hurtigt sætter sig fast i hukommelsen.
