Hvor kom det lige fra?
Når fire gutter fra Antwerpen, som aldersmæssigt ligger omkring de 30, kommer ud af det blå og selv udgiver deres debutalbum og oven i det sammenligner sig med navne som Morbid Angel, Slayer, tidligt Sepultura og Obituary, så får det de fleste jyder til at tænde for skepsislampen.
Bandet blev dannet i 2010 af Ricky Mandozzi og Romeo Promopoulos under navnet Hämmerhead, men skiftede i 2016 navn, og i 2020 udgav de deres første EP, Voices, som Schizophrenia. Recollections of the Insane er bandets første fuldlængdealbum, og det er produceret af Francesco Paoli, som er frontmand i bandet Fleshgod Apocalypse. Betyder involveringen af Paoli, at albummet bliver mere eksperimenterende end deres EP, Voices?
Fuld fart frem
Det korte svar er fanme nej… Recollections of the Insane er fuld fart over feltet fra starten, og der moses på med vanvittigt hurtige riffs og maskingeværstrommer. Oldschool thrash. Guitararbejdet på albummet er intet mindre end imponerende med melodiske passager som f.eks. intro og outro på ”Onwards to Fire”, men mest af alt tempofyldte riffs, som sidder lige i skabet. Samtidig arbejder vokalen på grænsen mellem death metal, grindcore og klassisk metal, men med fokus på tempo. Samtlige de 43 minutter, albummet strækker sig over, foregår i et hæsblæsende tempo, men med tilpas variation til, at det ikke på noget tidspunkt går hen og bliver kedeligt at lytte til.
Alle ni numre på albummet holder 100 %, men værd at fremhæve er ”Sea of Sorrow”, som er et nummer med ekstraordinær stor variation i tempoet, og det fungerer rigtig godt, for der kommer virkeligt nogle hurtige riffs, men også mindre passager, hvor pulsen falder lidt til ro igen. Førnævnte ”Onwards to Fire” er mit personlige favoritnummer; her bliver der virkelig kælet for detaljerne med lækre riffs og solid bund – jeg kom pr. refleks til at tænke på Jeff Hanneman flere gange i løbet af nummeret.
Numrene på albummet varer alle mellem fire og seks minutter, hvilket er en passende længde, når numrene er så relativt ens i udtrykket. Skulle der kortes lidt i noget, kunne introen på ”Fall of the Damned” – som er albummets næstlængste nummer – kortes lidt ned. Nummeret starter med 45 sekunders kirkeklokker og messesang.
Mere af det, tak!
Der er efterhånden langt imellem udgivelser, som holder sig så stringent til stilen, som tilfældet er på Recollections of the Insane. Det er dejligt befriende at sidde med et debutalbum i hånden, der udstråler gedigent håndværk hele vejen igennem fra guitar, trommer og vokal til produktionen. Man fornemmer, at de har nogle år på bagen, på trods af at det er deres debutalbum.
Der er ingen tvivl om, at Schizophrenia har lyttet til Morbid Angel, Slayer, Sepultura, Obituary og mange af de andre store thrashkoryfæer; det høres ganske tydeligt. Der er endda flere af disse, hvor deres debutalbummer var væsentligt mere skramlede i deres udtryk end på Recollections of the Insane. Dette må tillægges medlemmernes – for debuterende metalbands vedkommende – høje alder samt den teknologiske udvikling.
Efter små tre kvarters glimrende underholdning i hæsblæsende tempo er det blot at læne sig tilbage, slukke føromtalte skepsislampe og trykke på play igen. Jeg glæder mig allerede til at høre mere fra de gutter.