Det var ligegodt satans

Clayton Burgess, grundlægger, bassist og sanger i Satan’s Satyrs er inspireret af Electric Wizard, som han også har været med i. Og man kan grave meget frem i den massegrav, hvor Electric Wizard og alle mulige andre stenede banditter kommer fra. Graves der dybt nok, kommer man helt til Helvede, hvor den onde fyrstes eget partyband, Satan’s Satyrs, har en sen fest. Det er langt over midnat, og de amerikanske Stooges-forelskede punkrockere holder festen kørende.

Hvem optager dog et rockalbum i en kirke?

Under en aura af stofinficeret Stooges-begejstring formår albummet kun at rejse sig halvt med et mislykket forsøg på at være ”Deadly Again”, for det kræver et skarpt øre at lytte sig vej til kernen i den kaotiske åbner, ”Hellin' It Like It Is”. Produktionen er mildt sagt rodet, mens bandet samtidig låner fra alle rockens forskellige genrer. Mest de psykedeliske og de hårdt punkede, men der sniger sig også både 60’er-pop og halvcountry ind. Selvom sangtitlen lover det, er det ikke dødbringende i en gængs metalforstand, men det tager alligevel bagdelen på lytteren i dødbringende grad: Man bliver overrumplet og drukner som under en stormflod. Det indledende sanseangreb aftager først, da albummet ringer ud, og forvirringen har lagt sig. Holdepunkterne er svære at finde, og man skal koncentrere sig helt hysterisk for at udskille vokalen. Bandstifter Clayton Burgess’ skønsang er begravet i diverse guitareffekter, og reelt er lyden noget af en katastrofe. Måske lidt for inspireret af Iggy Pop, der sørgede for, at alle Stooges lydniveauer lå i det røde område, og resultatet blev alt for overstyret og lød, som om det var optaget på en gammel kasettebåndoptager. Hos Satan’s Satyrs er rumklangen helt ude af kontrol og inficerer alle frekvenser. Det lyder som en livekoncert i en katedral. En skam, for de tidligere album var solide: Die Screaming havde en lyd i familie med tidlig Motörhead og indeholdt fantastiske onde rockere som ”Curse of the Corpse” og ”Instruments of Hellfire” samt den tungt trampende ”Thumper’s Theme”. Prøv at sammenligne med titlerne på After Dark, de nye har slet ikke det samme ’oompf!’, og det samme med musikken. Kun ”All 4s” har lidt af de gammelkendte styrker med et tungt riff, der gør det helt rigtige. Jeg ville ønske, at ”Hellin' It Like It Is” og albummet som helhed viste et Satan’s Satyrs i positiv videreudvikling af gammelkendte dyder, men ak nej.

Soundtrack til et kaotisk præsidentvalg

After Dark er vel et godt tidsbillede på stemningen over there. Med et præsidentvalg på trapperne, hvor kandidater fører krig mod hinanden i stedet for politik, og hvor deres budskaber, ligesom Satan’s Satyrs, er begravet i kaos. Kort sagt et indtryk af total dekonstruktion med en tilskuer-/lytterskare i ren afmagt.