Canadiske debutanter har fat i den lange ende

Aldeles fornuftig debut…

Det er højst sandsynligt ikke mange canadiske metalnavne, den gennemsnitlige heavyentusiast kan nævne udover Voivod, Devin Townsend og Annihilator. Bevares, der er faktisk ret mange af dem, men jeg vil vove den påstand, at ikke ret mange kender Saints of Death. Kvartetten, der har deres rødder i Vancouver, var oprindeligt et Motorhead-coverband, men i 2015 droppede de den gesjæft og udgav en EP med egne numre. Den følger de nu op på med deres første langspiller, som har fået titlen Ascend to the Throne

…med masser af bas!

Lad det være sagt med det samme: Debutalbummet – der med sine kun syv numre på sølle 26 minutter er uhyre tæt på at være en EP – er en rigtig stærk plade. Stilmæssigt er vi ude i noget potent og headbangfremkaldende groove metal, der er ganske nært beslægtet med bands som Lamb of God, Arch Enemy og Devildriver. Solide riffs og gode iørefaldende melodier er her masser af, og særligt det energiske “Watching Me Die” og det black-prægede “Repentance” er værd at lytte til.

På den tematiske side er der ikke meget nyt under solen. Teksterne opfordrer til, at man tager styring over sit eget liv, bliver sin egen herre, den bedste version af sig selv og selvfølgelig ikke på noget tidspunkt bekymrer sig om, hvad andre siger og tænker – ikke så meget nyt og spændende lige der. Men hvad der til gengæld er bemærkelsesværdigt ved Saints of Death er, at de er to bassister i bandet. Jeps, én trommeslager, én guitarist og to bassister – den ene med en seksstrenget og den anden med en ottestrenget. Ved man det ikke på forhånd lægger man næppe mærke til det i det stærke og hårdtslående lydbillede, men når man ved det, er det faktisk interessant at sidde og lytte efter, hvornår de to basser komplementerer hinanden. Det er ikke bare en dum gimmick, det fungerer faktisk ret fint og finurligt.

Kort men godt

Når en plade kun indeholder seks reelle numre samt en lidt intetsigende intro, er det selvsagt en noget kort fornøjelse – og i dette tilfælde alt for kort. Ascend to the Throne er nemlig en rigtig habil plade, der trods enkelte skønhedsfejl vidner om et band, der virkelig har fat i den lange ende. Det er smadderærgerligt, at der ikke lige er tre-fire numre mere, der kunne have forbedret helhedsindtrykket og lytteoplevelsen, for så var der sikkert også faldet et kranie mere af. Men disse talentfulde og velspillende canadiske bas-entusiaster skal have syv solide kranier for noget, der sagtens kunne gå hen og blive rigtig fornuftigt.