Lad os gå til stålet
Næsten 30 år efter deres debut er Sacred Steel et velrutineret episk powermetal-ensemble af den gamle skole, der aldrig for alvor er brudt igennem på de store scener – produktivitet og erfaring til trods. En relativt stabil bandformation (indtil et par udskiftninger i 2023), der ved sin kerne har grundlæggerne Mathias Straub på trommer og Gerrit Mutz på vokal. Men hvad er det, der er så helligt ved det aldrende stål i skatkammeret, og skal det virkelig vises frem igen, for 10. gang, vel at mærke?
Klichéernes holdeplads
Man skal ikke lytte længe til denne udgivelse, før man kommer til den erkendelse, at indholdet ligner noget, man har set og hørt bedre før. Det musikalske fungerer størstedelen af tiden uden på nogen måde at skille sig ud. Tema og tekst virker krampagtigt sammensat uden at have undergået kvalitetskontrol og efterredigering.
Et nummer som “Demon Witch Possession” er et glimrende eksempel herpå. Tilblivelsen af lyrikken lader til i høj grad at have foregået ved at have fundet alle de mest ‘mædl’ ord, der rimer på “witch” og “possession”. Resultatet er ufrivilligt morsomt, ja, ligefrem plat. Mutz’ vokal viser sig her fra sin udpræget irriterende side og kan bedst beskrives som en fattigmandsudgave af Bruce Dickinson.
De steder, hvor dette værk fungerer, er, hvor der er mindst power og mest traditionel metal med aner af thrash, og det gør sig gældende for alle aspekter. Mutz er bedst, når han skruer ned for den teatralske stemmeføring og op for den mere rå og snerrende del af sit register. Sidstnævnte tilgang passer simpelthen bedre til den opgave, Sacred Steel stiller sig selv med at tæmme dæmoner, hekse og andre vederstyggeligheder. Akkurat samme lignelse kan laves med det instrumentale, og især guitarerne fungerer, når de ganske udmærkede riffs afløser hinanden, men når de slår over i det melodiske, bliver det anonymt og kedeligt.
Produktionen er i det store og hele ganske fortrinlig og rammer en balance, hvor lydbilledet fremstår både veldefineret og tilpas storslået. Sømmeligt for metal, der bevæger sig et sted mellem den traditionelle og powervarianten. Ret så uskønt bliver det dog i løbet af klimaks på den næstsidste skæring, “Omen Rider”, hvor en knasende forvrængning skurrer i ørerne. Nuvel, der kan have sneget sig utilsigtede skønhedsfejl ind i komprimeringen af promoveringsmaterialet, som ikke er til stede på det endelige produkt, men jeg må forholde mig til, hvad vi har fået leveret.
Helligt? Måske. Kedeligt? Bestemt
Stål eller ej, så er ingen kæde som bekendt stærkere end det svageste led, og her er der mange led, der er svage. Bevares, der er skam gode riffs og – til tider – melodier at finde på Ritual Supremacy, men det er i det store og hele også de eneste steder i kæden, man finder bare skyggen af den styrke, der tilskrives stål. Albummet er i sin helhed et internat for de stakkels klichéer, man har indfanget rundtomkring i metalverdenens landskab. Nogle af dem vil man velvilligt adoptere, men de fleste går man nok forbi.
