Roselyn spiller koncert i High Voltage, København .
Roselyn - Alive at Zero

Alive at Zero

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Skal den metalcontainer ikke snart tømmes?

Det er ikke nogen hemmelighed, at der findes omtrent lige så mange undergenrer i metallen, som der findes rundkørsler i Billund – i en snæver vending kan de fleste nok nævne mindst ti. Men hvor mange er der brug for? Wikipedia lister i omegnen af 40, der er mere eller mindre legitime og et par håndfulde mere tvivlsomme som ”space metal”. Men vi har da brug for en mere. Det er måske, hvad danske Roselyn har tænkt, da de mente, at de skulle spille kaotisk metalcore. Umiddelbart lyder det som ustruktureret og retningsløs metalcore, men lad os nu se, hvad debuten Alive at Zero har at byde på.

En solid gang lammere

Kort fortalt, er Roselyns bud på, hvad kaotisk metalcore er for en størrelse, rimeligt ligetil. Det er lidt tungere, vredere, mere hadsk, insisterende og ukontrolleret end konventionel metalcore. Hvis man forestiller, at sig Eyes og Hearteater fik et uønsket barn og smed det på et østeuropæisk børnehjem. Hvilket i dette tilfælde er en kompliment.

For Roselyn holder et stramt og stringent midttempo, der konstant ligger      i lejet mellem optakt til breakdown og selve breakdownet. Det lyder muligvis lidt træls, og noget man skal have en mystisk fetich for at kunne lide, men titelnummeret, ”Goodbye Dinosaur” og ”Drowned in Violence and Swallowing Bullets” profiterer gevaldigt på denne formel. Det giver et langt mere vredt, bistert og, ja, kaotisk udtryk. Når ”Goodbye Dinosaur” hele tiden spænder fjederen mere og mere for kun at give en lille smule slip, kan man som lytter ikke undgå at mærke, hadet begynde at boble under overfladen. Så når ”Downed in Violence…” mod slut virkelig hugger igennem med et fundamentsødelæggende breakdown, så giver det mig lyst til at skrige i vrede og afmagt, mens jeg forulemper kvarterets skraldecontainere med et halvtommes vandrør og en mukkert. Det er 30 sekunders altødelæggende og aldeles mageløs forløsning ovenpå 35 minutters ulmende had.

Noget der til gengæld er knap så mageløst, er, at Alive at Zero har fået den typiske Prime Collective pænhedsoverhaling. Ikke at der er noget galt med en pæn lyd. Men når Roselyn nu spiller kaotisk hardcore, så må der gerne være lidt skidt, grus og upolerede overflader i produktionen. Derudover burde balladenumre som ”Strings/Prelude”, ”My Feet Were Never Meant to Touch the Ground” og “Calm the Storm” have været glemt i støvet på studiegulvet og lidt en kold og ensom død. Jeg kunne forstå et par åndehuller, hvis Roselyn havde været så intense som Frontierer, men i dette tilfælde havde 30 minutters konstante lammere været glimrende. Dog ville Roselyn være glimrende opvarmning, når Frontierer lige om lidt skal ud og turnere med deres nye plade.

Hold igen med Brassoen

På trods af den trælse produktion og et par kedelige numre er Alive at Zero slet ikke en dårlig plade, tværtimod. Det er en glimrende hadsk og fandenivoldsk plade, der rammer ned i en niche af metalcoren, der, så vidt jeg ved, ikke har været udforsket her til lands. Specielt ”tricket” med hele tiden at slippe tøjlerne og lade alt ende i kaos er en glimrende genistreg, som Roselyn i den grad bør gøre brug af i fremtiden.

Tracklist

  1. The Unwanted
  2. Alive at Zero
  3. Never Sleep Again
  4. Grace and Fire
  5. Iron Sharpens Iron
  6. Strings / Prelude
  7. My Feet Were Never Meant To Touch The Ground
  8. Goodbye Dinosaur
  9. For the War
  10. Victimizer
  11. Drowned in Violence and Swallowing Bullets
  12. Calm the Storm

Tilføj kommentar