Punk fra London

Spyt på kunstneren, stik ham en skalle, og overdæng ham med tomme flasker. Det var punkscenen i dens spæde britiske start, med store navne som Sex Pistols og The Clash. Men efter punkens big bang stod det stille – ja, selv Sex Pistols var allerede i 96 blevet så magelige, at de efter få numre forlod Roskilde Festival: De fik nok af flaskeregnen.

Siden forekommer det, at punkens storhedstid for er længst forbi. Og dog, for fem vrante briter har fundet skydejernet frem.

Rifle skyder med skarpt

Rifle er vred, vranten, tilbage til rødderne-punk, og det har det været lige fra den første demo. Med den eponyme debut læner de sig i produktionen stabilt op ad veteranerne Sex Pistols, og man kan med rette spørge, om de burde føje ’Sex’ til navnet. Max Williams vokal har seriøse lighedspunkter med Johnny Rottens. Samme accent, og tilføjer man den politiske kritik – der hos Rifle dog passer bedre på en pub end et universitet – er afstanden mellem de to bands til at overse. Den typisk arrogante tilbagelænede nihilisme har Rifle dog hældt i pubbens toilet, og er rent ud sagt bare godt pisset af. Der er fyldt pints på motoren, for at fyre op under den indre hooligan, og musikken har en hånd i hardcorens varme muld.

Kvintetten fyrer den store langemand af efter bare 14 sekunder, hvor titelnummer uventet og brutalt skifter tempo og krydsklipper til omkvædet. Det er musikalsk anarki på højt plan, og det må du bare se at vænne dig til, kammerat. Med mindre du vil søge efter dine tænder i pubbens pissoir, mens alle andre hopper rundt og har en fest. For nok er Rifle aggressivt, men samtidig på kanten til det folkelige, hvor bare et enkelt stort hit kan bringe dem i op selskab med de store stjerner. Energien er inciterende,  og forførende, med et gigantisk pogopotentialet, så det kan blive en smadderdans akkompagneret af historiens største ølkor. ”Worthless” og ”Cut Me Loose” er stærke eksempler, men man kunne, med en næve knyttet i luften og vrangen vendt ud på lungerne, fremhæve alle albummets skæringer. Eneste plet på lagnet er afslutteren ”Pray For All”, hvor sangtitlen gentages for længe.

Nu skal man som bekendt ikke skyde buddet fra DAO, før bjørnen er smidt i brønden, og tro, at man har regnet bandet ud, for midt på albummet finder vi ”Cease And Desist”, der med sin nedtonede energi er lige ved at putte noget ’gaze’ på depressionens alter og lade det syde langsomt i egen selvdestruktion. Et mindre afbræk og en sikke en overraskelse, der på ingen måde står tilbage for alle punkperlerne.

Sigter som B.S. Christiansen

Det er nærliggende at forestille sig Rifle som et band dannet af gutterne fra The Young Ones, efter deres møde med Motörhead. Vild punk serveret fra øverste hylde, med pickuppen stabilt placeret i den rette rille og sigtet velkalibreret, for nu at blive ved skydebanejargonen. Alle pladens tolv skud ligger i skivens centrum. Bandet rammer en smule ved siden af på deres allersidste skud, men det glemmes, imens man starter albummet igen, for det er et album af den slidstærke art.

Og så kan vinylsamlende punkfans ånde lettede op, for sandelig om ikke Rifle er ude på vinyl.