Resistencia Al Olvido  - Sádicos Cóleras

Sádicos Cóleras

Udkom

Type:EP
Genrer:Death metal, Thrash metal
Spilletid:27:23
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det er ikke en hemmelighed, at de kan lide deres metal i Sydamerika, og at alskens forskellige metalstile florerer i den sydamerikanske undergrund. En af repræsentanterne for sydamerikansk undergrundsmetal er argentinske Resistencia Al Olvido, som på denne EP viser, hvad de er lavet af.

Stilen på Sádicos Cóleras kan nok bedst beskrives som rå death-thrash. Hovedsageligt trækker den argentinske trio på mere eller mindre old school thrash riffs af den mere aggressive slags, og dette fungerer naturligvis glimrende. Enkelte steder er der ligefrem et snert af crust punk og d-beating, og andre steder lyder det som om, der er en inspiration fra Anthrax og Exodus. Disse thrash-elementer krydres med harske growlede dødsvokaler samt riffs fra den mere primitive og rå dødsmetal fra de tidlige 90ere, og der dukker da også et enkelt blastbeat op i ny og næ, hvilket blandt andet høres i "Pasión Metal", som indeholder nogle ret old school grindcore-elementer. Et andet, måske mindre håndgribeligt, element fra dødsmetallen er, at Resistencia Al Olvido gør bør brug af en del skift, og nogle steder virker det ligefrem kaotisk, som "Falsa Identidad" (dette er med garanti et bevidst træk fra bandets side), som faktisk er et ret godt nummer. Produktionen er rå uden at være helt underproduceret, og den uldne guitarlyd passer fint til bandets mere rå og kompromisløse stil.

Som fremgår af albummets titel og sangenes titler, gøres der brug af spansksproget lyrik, og det synes jeg egentligt er ret fedt (selvom man faktisk ikke kan høre, hvad manden siger, når alt kommer til alt). Det er altid spændende at høre metal sunget på andre sprog end engelsk (hvis man da kan høre hvad, der synges).

Jeg synes egentligt, at der er tale om en ganske udmærket EP, der byder på thrash metal, der måske ikke ligefrem er super originalt, men som har alt det, der gør thrash metal fedt at lytte til: riffsne, aggressionen, attituden. Og så er det bestemt ikke et minus, at der trækkes på old school dødsmetal for lige at pifte aggressionen og brutaliteten lidt op.

Kan man leve med den rå DIY-agtige produktion, så tror jeg bestemt, at fans af old school dødsthrash a la tidlig Sepultura samt fans af old school død og old school thrash generelt ville finde Resistencia Al Olvidos Sádicos Cóleras et positivt bekendtskab.

Tracklist

  1. Impuesto de guerra (03:32)
  2. Resistencia al olvido (03:42)
  3. Hambruna mortal (03:45)
  4. Falsa identidad (03:48)
  5. Pasión metal (04:03)
  6. Malditos gobernantes (03:09)
  7. Infame lujuria (05:24)

Tilføj kommentar