Requiem - Requiem Forever

Requiem Forever

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Spilletid:43:41
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Første gang jeg lader Requiem strømme ud af mine højttalere, tænker jeg: "Åh nej!" – jeg anser ikke mig selv som værende den største fan af old-school og/eller melodic metal, men jeg vil forsøge at sætte mig ud over min personlige overbevisning og smag.

Jeg hørte engang meget Sonata Arctica og jeg kan da se ligheden mellem dem og Requiem. Vi er i al fald ovre i samme genre. Set ud fra en fans synspunkt er Requiem sandsynligvis meget fede, da de har meget smukke og melodiske passager i deres numre. Kompositionerne fejler intet og talentet hos musikerne i Requiem kan på ingen måde betvivles!

Dynamikken er meget til stede og det giver et dejligt pift til numrene, som det ene øjeblik kan være helt nedtonede for straks i næste øjeblik at sønderrive dine øregange med heftig dobbeltpedal og fede riffs.

Vokalen kan i nogle numre være på grænsen til et irritationsmoment; styrken hos vokalisten, Jouni Nikula, ligger helt klart i de højeste toner, da det er her hans stemme er bedst og mest behagelig at lytte til. Hans growl fejler dog heller intet, men den forekommer ikke i lige så høj grad, som den rene. Vokalen underbygges meget godt af musikken, som i andre passager gerne går ind og tager over.

Requiem virker på mig meget nostalgiske, forstået på den måde, at de forsøger at genskabe den metal, som vi alle kender. Den metal som mestrene og skaberne behersker til fulde, og hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg sige, at Requiem rent faktisk klarer denne opgave særdeles flot, på trods af, at det ikke er min genre.