D&D&D: Djent, dødsfræs og dobbeltpedal
Det siges, at man ikke må kaste perler for svin, men i gennemlytningen af Redividers debut har denne glade trøffelgris sandelig opgravet en hidtil uopdaget perle midt i metalmudderet. Det grisegryntende dødsmetalband har sin oprindelse i Louisville, Kentucky. De fortæller på albummet Sounds Of Malice den D&D-inspirerede historie om en troldmand, der bliver høj på en væske fremstillet af menneskelig lidelse. Der er både plads til djent, dødsfræs og dobbeltpedal. Brutalitet og groove blandes godt og grundigt i bandets genreblender til en fars med mange facetter. Det er dog begrænset, hvor meget man kan variere opskriften på death metals dødspølse uden helt at sprænge genrens skin. Jeg var derfor spændt på, om albummets breakdowns ville kunne kendes på knækket, eller om Redivider ville servere en helt ny pølse med følelse.
Grynt fra dødsmetallens monstersvin
Lytteren får ingen rettergang, før de føres til dødsgangen. Albummet brager fra start, når guitaren fræser derudaf som en skærebrænder, der splitter øreknoglen til atomer, så bassen kan stikke sin issyl ind i kraniet og flække hovedskallen af. Dén hovedskal kvaser forsanger Jacob Spencers dybe growls så godt og grundigt til benmel, mens trommerne slår hjernemassen til hakkekød. Lytteren er i den grad kommet på slagtebænken til en solid omgang klassisk death metal, og man skriger som stukne grise i samklang med Spencers pig squeals.
Åbningsnummeret “Quartered & Devoured” har en fin længde med en del skift i smadderens symfoni. Sangen skyder albummet hårdt og brutalt i gang som en boltpistol for vores pande.
Produktionsværdien på Sounds Of Malice er rå og upoleret som rusten pigtråd, som blankpoleres enkelte steder, når guitaren skinner igennem med sine soloer. De mange skift og glimtvise stereofoni, hvor lyden skifter mellem højtalerne, frisker lydbilledet op, så man ikke keder sig. Menuen står dog ikke kun på klassisk dødsmetalpølse. Bandet smider flere nye krydderier i farsen såsom på titelnummeret “Sounds Of Malice”s melodiske, groovy passager og atypiske temposkift. Trommeslager Tyler Lewis får både lov til at lege lidt og spille sine klassiske pøllerytmer. Taktslaget falder nogle gange akkurat på akkorden og andre gange forskudt i forskellige accenter, hvilket holder lytteren årvågen. Guitaristerne Paul Nunavath og Jake Atha præsterer både at røre farsen i omdrejninger med cykliske riffs og stænke den med strejf af tremolo og djentinspirerede kompositioner mellem den dobbeltpedal og de blastbeats, der må give Lewis hold i anklen. Guitarstykkerne brillerer generelt på albummets scene som ballets dronning. Bassist Travis Meredith lægger en fin bund, selvom bassen gerne måtte fremtræde endnu længere fremme i lydbilledet. Det får den lov til på “Fratricide”, hvor bas og vokal i samklang dykker ned i dybet for der at finde de mørkeste akkorder og skingreste pig squeals. Tempoet sagtnes langsomt, mens kompositionen tynges ned i afgrunden, hvor der er gråd og tænders gnidsel. Det er både klassisk og nyskabende - og i alle fald ondt! Redividers brutale dødsmetal går helt ind i flæsket på lytteren. De fremhæver selv, at albummet er produceret med henblik på liveoptrædener, og det er tydeligt. Særligt under “Fracticide” mærkede jeg pittens kald og fik lyst til at tonse rundt som en so på flugt fra slagteriet. Spencer både grynter, growler og skriger albummet igennem som en ond monsterorne, der flænser slagteriarbejderne til ukendelighed. Redivider viser, at de både kan levere døden hurtigt og med pinefuld langsommelighed - men i alle fald nyder man hvert af sangenes smertelige sekunder, selvom man er bevidst om bagefter at ende i et pølseskind.
Rosinen i dødspølseenden
Der er ikke meget Tulip over Redividers death metal-dødspølse, for kompositionerne er velsmagende, og bandet krydrer genrens klassiske konventioner med frisk energi. Der er dog en vis grænse for, hvor meget en så relativt fasttømret genre som death metal kan varieres, og mod albummets ende er man ved at være træt af at sidde på pinebænken. Hvis man bare gerne vil have en dødshotter med det hele, der smager af lidt mere, så leverer Redivider dog i den grad varen. Når blot, man er beredt på, at de ondskabsfulde riffs godt kan vende sig i maven, så man ender med pølseforgiftning. Kompositionerne på albummets sidste numre er desværre næsten identiske, og det er ærgerligt, for hvis blot Sounds Of Malice’s afslutning havde været bedre, ville jeg have kastet et ekstra kranie på karakterens knoglebunke. Albummet er dog samlet set stadig en stærk præstation fra et vordende band, som jeg vil glæde mig til at følge fremover.