Månen er så rød, mor

Der er efterhånden ingen tvivl om, at foråret er kommet. Derfor kan det også være en udfordring at hensætte sig til efterårets farver og forfald, når man står overfor et album med titlen October Decay. Det kan næsten ikke undgås, at denne navngivning leder tankerne hen på Type O Negatives ikoniske værk fra 1996, October Rust, der for denne skribent er et fast ritual, når efterårets tungsind trænger sig på med sin rødbrune farvepalet under armen. Kan det finske melodoomensemble Red Moon Architect med deres sjette studieudgivelse mon ændre på mine efterårsnykker?

Må jeg bede om en flydestemme, tak?

Hvis jeg skal læne mig tilbage, lukke øjnene og drømme mig væk til melodier, der varsler melankolsk undergang, så har jeg altså brug for nogle flydestemmer. Bevares, de er der, men bliver skubbet til side af akkorder, der slås an i en virkelig langsom staccato. Når numrene skal fremstå som æteriske, drømmende værker, bliver jeg altså flået ud af drømmeland, når jeg gang på gang oplever at sidde og vente på næste anslag til en metronom, der sætter et tempo, som er langsommere end kontinentalpladernes forskydning. Især det 12 minutter lange “Decay of Emotions” føles som en istid at komme igennem.

To vokaler bliver vi præsenteret for. Ville Rutanens growl er for så vidt ganske fornuftig, men formår ikke for alvor at stå ud og efterlader ikke noget mindeværdigt indtryk. Værre står det til med den rene, kvindelige vokal leveret af Anni Viljanen. Den er fremført med så meget sotto voce (stille stemmeføring), at den kommer til at lyde apatisk, og giver ingenlunde modspil til de rå growls. Som resultat bliver enhver potentiel dynamik mellem disse to stilarter komplet tabt på jorden, inden den når at opstå, og tilbage sidder jeg som lytter med en undren: Hvad var budskabet, og hvilke følelser det skulle trække i?

Albummets 41 minutter føles som 41 timer. Det langsomme, opbyggende tempo er mere eller mindre et vilkår for genren, men når der går så lang tid med nærmest ingenting, og når kulminationen er komplet fraværende, bliver det svært at skille numrene fra hinanden. Det er uden tvivl dygtige musikere, der har begået dette album, men til syvende og sidst får det mig til at falde i søvn – ikke fordi musikken er beroligende, men fordi den er kedelig.

Godnat, og sov dårligt

Gab. Når efteråret igen melder sin ankomst, sætter jeg ikke denne skive på. Der er patos, som byder lytteren ind og omslutter denne. Den slags, hvor det kan blive svært at definere, hvor egne og andres følelser starter og slutter. Så er der den mere todimensionelle slags, hvor man blot er tilskuer, og det er denne form, October Decay skal kategoriseres under. Jeg føler mig slet ikke inviteret indenfor til den stemning, man forsøger at skabe. Mine prøvelser med at føle musikken bliver i bund og grund som at spille bordtennis op ad våd rockwool. Jeg sender mit ping af sted, men der kommer ikke noget pong tilbage – og hvem gider det?