Gammelt møder nyt. På Pure Reason Revolution's "The Dark Third" syntetiseres den progressive rock fra 60'erne og 70'erne med nutidige hymner. Pink Floyd møder Radiohead eller King Crimson møder Air. Ihvertfald er der tale om en bombastisk pompøs cocktail af den bedre slags. Musikken er esoterisk, melodierne er dansende og rytmerne er flydende. De bærende elementer er uden tvivl selve kompositionerne og melodierne, men selve kraften og selve lydbilledet kommer til udtryk gennem Vekselvirkningen mellem mand-, og kvindevokal. Det der især gør vokalarrangementet rigtigt godt er at de to sangere komplimenterer hinanden på fortræffelig vis. Når den ene holder en tone så komplimentere den anden. Et sangspil som er fængslende og som passer fantastisk til de svævende kompositioner. Det måske eneste svage led ved "The Dark Third" er, at pladen måske på sigt kommer til at virke noget monoton. Til tider kan det godt føles at man går lidt i ring.Dette er dog efter min mening en mindre hæmsko da selve pladen som helhed ligger tilnærmelsesvis tæt på betegnelselsen: et sandt neoprogressivt musikalsk mesterværk.