22 år og 13 album senere
I slutningen af 1997 dannede Ralf Scheepers og Mat Sinner Primal Fear. Her 22 år og en snas senere har de netop udgivet deres 13. studiealbum, Metal Commando, som har været et par år undervejs. Bandbossen og produceren Mat Sinner tog, efter de havde indspillet de fleste instrumenter og vokaler, deres nye trommeslager, Michael Ehré, under armen og drog til Ribe i Danmark. Hos Hansen Studios fik de indspillet trommer og efterfølgende mixet og masteret albummet af Jacob Hansen (Volbeat, Hatesphere m.fl.).
Tysk power med variation
Metal Commando snor sig lidt mellem heavy metal, power metal og en smule speed metal. Den dynamik gør egentlig ikke så meget, da man så ikke oplever albummet så kedeligt, som det kunne være. For en gangs skyld så starter dette album lige på. Ikke nogen fortærskede metalklichéer som dommedagsklokker, vindsus eller andre trivielle ting. ”I Am Alive” sparker i stedet godt fra kaj og ryger over i ”Along Came The Devil”, som lidt er et statement om: ”Vi begyndte i 98 og er her stadig, selvom den onde, onde djævel kom forbi os” (se selv deres ”Official Lyric Video” på YouTube). Straks efter kommer der lidt speed ind i billedet og skruer tempoet gevaldigt op. Der er guitar, guitar og mere guitar, men det er jo intet under, når nu man er tre guitarister i bandet (Iron Maiden kipper lidt med hatten!). Først da jeg sad og lyttede i min egen verden, og ”The Lost & The Forgotten” startede, så måtte jeg tjekke en ekstra gang, for jeg var sikker på, den var sprunget over på en Five Finger Death Punch-sang (”Lift Me Up”, hvor de har Rob Halford med på vokal, som Ralf jo lidt prøver på at være). Der er også sneget sig lidt syng-med-lejrbålssang ind på Metal Commando: ”I Will Be Gone” er med akustisk guitar, strygere og en solo på spansk nylonguitar. Albummet rundes af med mere power og med det 13 minutter lange nummer ”Infinity”.
Hvad skal vi ha’ til aften? – Middelmådig metal med en skarp produktion
Rent produktionsmæssigt og lydkvalitetsmæssigt er det svært at sætte en finger på noget. Men med Jacob Hansen bag pulten til at mixe det så kommer det ikke som den store overraskelse. Dog er det hip som hap med sangskrivningen. Der er ikke nogen decideret ”wow”-momenter, men heller ikke noget, hvor man tænker, at man lige har spildt fire minutter af sit liv. Det er på mange måder power metallens svar på pasta og kødsauce. En ret, som man i perioder får alt for meget af, men altid vender tilbage til, fordi den er sikker og nem at have med at gøre (ikke at forveksle med en bolognese, som skal have masser af tid og kærlighed!). At Ralf Scheepers aldrig blev en erstatning for Rob Halford i Judas Priest, kom der så Primal Fear ud af. De gør det udmærket, men det kunne være forfriskende, at de lige strammer nittebæltet en tand ind og lægger sig lidt mere i selen til næste gang. Metal Commando er et jævnt og udmærket album fra drengene i Baden-Württemberg og Esslingen.
