Possessed - Revelations of Oblivion

Revelations of Oblivion

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash
Antal numre:12

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Ikke mere rum i helvede

Således sparker legendariske Possessed deres første album i 32 år i gang! Og jeg skal lige love for, at her er tale om en genkomst, som i den grad er relevant og kærkommen.  Jeg voksede nærmest op med Possessed, som var et af de bands, der fyldte i min teenagebevidsthed fra midtfirserne og frem til deres opløsning efter The Eyes of Horror ep`en i 1987. Derefter forsvandt bandet fra radaren igen, selvom de i 1993 udgav en demo. Possessed har derfor ikke rigtigt været et band, jeg har brugt tankevirksomhed på ud over den regelmæssige tur i pladereolen efter deres bagkatalog.   Heller ikke selvom de for nogle år siden blev gendannet med den gamle frontmand Jeff Becerra og gav adskillige koncerter.  Jeff var oprindeligt bassist og vokalist, men han blev skudt under et røveri og er derfor lam fra brystet og ned, så han udfylder kun rollen som vokalist i dag. Han har derfor allieret sig med en flok rigtigt dygtige musikere fra bl.a. Gruesome og Coffin Texts, og det er der så kommet en helt ny skive ud af, og jeg er dybt imponeret!

Når begrebet Trve er absolut velvalgt

Trve er et yderst forkætret begreb. Det  bruges som skældsord for heavy metal, der af den selvudnævnte metal-elite ikke lever op til de gamle idealer, altså at det ikke er trve. Omvendt er trve også et udtryk  der smides i hovedet på folk, som tillader sig at kritisere nyere bands, som i : er du for Trve til at syntes om det.  Men i forbindelse med Revelations of Oblivion -skiven er trve ganske enkelt det mest dækkende ord, jeg kan finde, for Possessed lyder på denne nye skive nøjagtigt som sig selv på trods af over 30 års pause. Kender man bandet, jamen så føler man sig fra første anslag totalt hjemme igen. Musikken lyder som snydt ud af næsen på The Eyes of Horror- eller Beyond the Gates-skiverne. Der spilles med usvigelig sikkerhed fra de sammenbragte musikere, og det er strammere end de på de gamle skiver. Det er simpelthen et overflødighedshorn af lækre riffs, genkendelighed og energi, der er smækket ned i de digitale riller her, og på toppen af bjerget troner Jeff med sin fede, egenartede vokal, der er nøjagtigt lige så fed, som den altid har været.

Death, thrash eller..?

 En evig diskussion omkring Possessed har handlet om, hvorvidt bandet spiller death eller thrash metal. De udgav en demo med navnet ”Death Metal” helt tilbage i 1984, og Jeff har altid kaldt dem death metal. Og der er da i den grad masser af death metal at finde i bandets udgydelser, men i mine ører er der væsentligt mere thrash i både riffs og vokal. Hvorom alting er, så er Possessed ufatteligt dygtige til at mixe de to stilarter på deres helt egen måde. Produktionen på skiven fortjener også ros, for den er voldsomt organisk og lyder som en opdateret udgave af bandets oprindelige udtryk. Det vil sige, at lyden er strammet gevaldigt op, men samtidigt beholder den det lidt 80’er-agtige udtryk, og specielt trommelyden er virkeligt vellykket. Coveret, som Zbigniew Bielak (Ghost, Deicide, Dimmu Borgir) står bag, fortjener også opmærksomhed.  Det er, som det plejer at være fra den kant: vanvittigt detaljerigt og samler indtryk fra alle Possesseds tidligere covers!  Mesterligt!!!

 

Tracklist

  1. Chant Of Oblivion
  2. No More Room In Hell
  3. Dominion
  4. Damned
  5. Demon
  6. Abandoned
  7. Shadowcult
  8. Omen
  9. Ritual
  10. The Word
  11. Graven
  12. Temple of Samael

Kommentarer (2)

jeffbecerra_24774

jeffbecerra_24774

Indlæg: 1

Ave

Thanks again for the words. Remember, come meet up with me June so I can buy you a beer, or 10. ~Jeff Becerra/Possessed~

jeffbecerra_24774 gav Possessed - Revelations of Oblivion 10/10.

Michael Agger

Tidligere anmelder

Indlæg: 1

Hey Jeff!

Hey Jeff!

I`ll take 10 :-)

Best regards