Mudder og møg

Jeg tror ikke, jeg før har anmeldt album fra Baskerlandet, og allerede nu må jeg konstatere, at Pestilength giver mig en enorm lyst til helt at undgå det område igen. Duoen beskriver sig selv som et blackened-death-doom-band med et helt særligt fokus på at lyde som en eksplosion i en muddergrøft. Det lader til, at planen bag Basom Gryphos var at lave et album, der var så utydeligt og uforståeligt som muligt – hvilket nok også er omtrent det eneste, der er lykkedes – hurra.

Larm, larm, larm

Ganske vist er vi endnu tidligt inde i 2022, men jeg må allerede krybe til det omvendte kors og erkende, at dette er det værste album, jeg har hørt i år – og jeg gyser ved tanken om at skulle høre noget, der er værre. At lytte til dette album, uanset hvilket nummer du vælger, er som at stikke hovedet ud ad vinduet, når du kører igennem Øresundstunnellen. En tung, komprimerende lyd af larm, larm og atter larm er det eneste, du møder. Jeg er helt med på, at jeg lyder som alle forstokkede musikanmeldere, dengang de første rockbands slog igennem – og det kors må jeg så bære, hvilket jeg i denne sammenhæng gør med glæde.

Jeg har ikke noget imod larm. Larm kan være godt, larm kan være provokerende og banebrydende, men i dette tilfælde er det blot det – larm. Pestilength gør intet nyt, de udnytter ikke engang deres evne til at larme. Deres doom er blottet for charme og stemning, deres black kønsløst og neutralt, og deres death er mere selvdød end noget andet. Ligeledes er det nærmest umuligt at høre forskel på bassens mudrede strenge og forsangeren ”M.”s vokal, der mest af alt lyder som en brosten i en blender – og nej, ikke på den fede måde heller, men på en ekstraordinært monoton måde, tænk Chris Barnes, bare værre.

Om du sætter ”Tamm”, ”Phorme” eller ”Chrome” på – så er det den samme omgang buldren og bragen, du får serveret. Selv hvis man satte albummet til at spille samtlige numre bagfra, ville man ikke kunne høre forskellen! Der er ingen identitet, ingen personlighed og absolut intet, der fortæller lytteren, hvem Pestilength er, eller hvad formålet med Basom Gryphos er.

Uforløst ørkenvandring

Nå, men når nu Basom Gryphos er så slemt, som jeg postulerer, hvorfor er det så ikke en etter? Fordi – tro det eller lad være – så har jeg, desværre, hørt værre udgivelser fra bands, der var decideret talentløse. Og selvom jeg nu har været særdeles meget ude med riven, så er Pestilength ikke der, hvor man ville sige, det var talentløst, men bare dårligt … Det er det! Jeg har faktisk svært ved at forklare, hvor ringe det er, og hvor meget det irriterer mig, at bandet intet formår eller opnår, for der er tidspunkter, hvor man sidder og tænker, at nu er den der, eller nu nærmer vi os et klimaks … Men nej, nej og atter nej. Basom Gryphos er én lang ørkenvandring af uforløste ideer. Jeg vil ikke engang kalde det for en ommer, for den slags indikerer, at man i det mindste var i nærheden af målskiven – og Pestilength er ikke engang i samme kommune som målskiven.