Flot symfonisk prog død fra Andorra
Introduktion
Persefone er datter af Zeus og Demeter og underverdenens gudinde i den græske mytologi, hun bliver kidnappet af Hades og betragtes som et symbol på korn (ikke KORN) og nu altså også et metal band fra Andorra. Andorra er en lille selvstændig stat med ca. 85.000 indbyggere og nu er en del af dem sandsynligvis metalfans.
Spiritual Migration er det fjerde udspil fra bandet, der blev grundlagt i 2003. Persefone er i dag et seks mand stærk progressivt symfonisk dødsmetal band. Det nye album er optaget og mikset i Danmark.
Gennemgang
Det er bestemt et fint gennemarbejdet album med en stor lyd og med, sædvanen tro, mytologisk tema. Der er de for genren sædvanlige instrumentale numre, men på en eller anden måde, fungerer det bedre end for flertallet af disse melodiske død bands. Spiritual Migration emmer af et storladent symfonisk lag, ja man skulle næsten tro at Jean Michel Jarre var med på keyboard, ja forestil dig hans album Oxygene mikset med død.
Dermed er der en ualmindelig fin sammenhæng i det spirituelle tema i musikken, der nogen gange vitterlig kan løfte dig ud af dit karle- eller ungpigekammer, ja helt ud blandt stjernerne, hvis du bare lukker øjnene og lader det bruse over dig. Det synes jeg er meget udtalt i f.eks. titel nummeret "Spirituel Migration", virkelig flot sammensat og eksekveret.
Noget af det der har udviklet sig mest i forhold til de 3 tidligere albums er vokalen. Det er bare bedre på dette album, mere tiltalende hardcore skrigende stil og fin regulær sang.
Albummet glimrer også ved mange finurlige musikalske elementer. Guitarerne lyder ofte helt som Yngwie, med de meget hurtige violin-agtige skala øvelser, Stortrommerne banker dobbelt og synth fylder det hele op med fugle fløjt triangler og "rigtige" violin lyde. Prøv bare at lægge øre til "The Majestic of Gaia" ja her er alle seks mand og en masse samples virkelig på overarbejde. Et virkelig flot nummer med en melankolsk sound og vokal.
Konklusion
Hvorfor får dette storslåede album så ikke 100%? Well.. jeg synes stadig at disse instrumentale intermezzos ikke passer ind i et metal album. Ufattelig mange af disse dødsmetal bands bruger dyrebare minutter på deres album på dette fænomen, så for dem må det jo være vigtigt. Jeg vil her gerne vende den om, hvad hvis Jean Michel Jarre pludselig havde dødsmetal mellem sine numre.. nej det ville ikke virke og for mig virker det heller ikke omvendt.
Jeg synes heller ikke at bandet sprænger rammerne og leverer noget der er unikt og banebrydende. Når det så er sagt, er det helt sikkert et kompetent udspil, med myriader af interessante og "bevidsthedsudvidende" stemningsbilleder og kan varmt anbefales selv for dem uden udtalte spacehead tendenser.
Denne YouTube-video viser fint deres symfoniske og progressive stil: