I en liga for sig
Dansk-russiske Parzival har siden ’94 rumsteret i den danske undergrund med deres særdeles unikke lydbillede. Deres lyd er svær at præcisere, hvilket virker ganske bevidst, men forestil dig, at Wagner er genopstået og har skabt en ny symfoni bygget op omkring slavisk folkemusik, neo-goth, gregoriansk munkemusik og industrial metal. Ja, det er ikke nemt at forestille sig, og det lyder også primært som noget nonsens, men når man så hører numrene på The Golden Bough, så giver det lidt mere mening.
En dans på nicher
Jeg pryder mig af at høre underlig musik – det indrømmer jeg. Men alligevel, så sidder jeg og klør mig i skægget, når jeg hører Parzival, for det er sgu virkeligt underligt! De skæve rytmer, den Johnny Cash-inspirerede rytme, den kælderdybe og gutturale vokal og de akustiske instrumenter, der alle sammen vælter rundt i en bizar vals, ja, nærmest en reel danse macabre, om man vil. Det er forståeligt, at Parzival, efter så mange år, fortsat er et undergrundsband, for det, de har gang i, er virkeligt nicheorienteret, så man skal nok ikke forvente at høre dem på P3 lige med det samme.
Derudover, så trods de mange skæve elementer og store ideer, så lyder de ni numre på The Golden Bough relativt ens, i en sådan grad, at det er svært at skelne dem fra hinanden, og Dimitris dybe vokal bliver hurtigt utroligt monoton. Det virker til, at Parzival laver musik til Parzival – og fred være med det. Jeg hylder kunstnerisk integritet, men nu har de været i gang siden 1999, og de tuller stadig rundt i den danske muld, og det ændrer sig næppe.
Men musikken er flot, storslået, velkomponeret, utrolig unik og til tider smuk, så det er jo ikke fordi bandet er talentløse eller uduelige – tværtimod. Men er det metal? Er det overhovedet rockmusik? Der må svaret være et, forsigtigt, nej – forsigtigt fordi musikgenrer efterhånden er blevet så organiske, at definitioner næsten er umulige. Så på den ene side er The Golden Bough et flot værk, som nemt kunne være soundtracket til en glemt spaghettiwestern, men på den anden side er det også et ensformigt, vævende og monotont værk, der ikke rigtigt kommer nogle vegne overhovedet.
Tak, men nej tak
Så hvis man er til stilfærdig, og alligevel episk, folk-goth-niche musik, så kan det være, man skal anskaffe sig en kopi af The Golden Bough, men ellers, så skal man nok bare lade være. Der er som sådan ikke noget reelt dårligt eller tåkrummende skidt ved albummet, men der er heller ikke noget spændende ved det – udover ideen bag samt den unikke blanding af stilarter. Men det er på samme plan, som nogle måske ville mene, det kunne være spændende at hælde ketchup udover sin vaniljeis, eller at chokolade fyldt med sauerkraut kunne være spændende. Bare fordi du er unik, betyder det ikke, at du er brugbar.