Satan = Modstand
Modsætninger er en fantastisk ting. Det tilføjer en ekstra dimension til vores tilværelse. Godt, ondt, lys, mørke, yin og yang. Personligt bliver jeg nemt draget af modsætninger, jo mere bizarre eller ekstreme desto mere dragende finder jeg dem. Når vi indenfor musik, snakker ekstremer, havner vi altid i at snakke om metal. Og når vi indenfor metal, snakker ekstremer, så falder snakken altid på black metal – den ultimative ”fuck-finger” til alt og alle. Men trods sin rebelske natur, så er black metallen en genre, der for mange fans fremstår hellig og ufejlbarlig, ja nærmest guddommelig, hvilket for mig virker vanvittigt ironisk og nærmest grinagtigt. Det er ingen hemmelighed, at black metal-purister findes der nok af. De elsker at kravle ud af mørket, hver gang nogen vover at eksperimentere bare en smule med deres dyrebare. Som små proselytter, som er kravlet frem for at forsvare deres døende gud, der ikke længere er i stand til at forsvare sig selv. Jeg kan forestille mig, at disse purister har haft nogle meget, meget travle år, for hvis der er noget, der er blevet populært, så er det at fortolke black metal på tusindvis af forskellige måder, og det må da være stressende at skulle være lige rasende hver gang. Men især én genre, der kan få de fleste purister og regulære fans til at blive konfuse, er konceptet ”christian blackmetal”. Denne sammensætning må siges at være en ultimativ modsætning… Eller er det?
In Nomine Satan
Black metal handler om rebelskhed, oprør og modstand. Nogle gange siges det med nonnedrab og Satan, andre gange med samfundskritiske handlinger og sangtekster. Men som udgangspunkt handler det altid om at være modstander af det etablerede og konforme, og her er religion (især kristendommen) et oplagt mål. Men her opstår der igen noget herligt ironisk, nemlig afstanden man tager til religion samtidig med, at man udviser alle de klassiske tegn på at tilhøre en kult eller menighed. Man går ens klædt, man har de samme holdninger, de samme idoler og har indlært de samme tekster, som man kan forfra og bagfra og resten af samfundet vil se det som en esoterisk orden, de ikke selv kan forstå. Hvis man har været til en Behemoth- eller Batushka-koncert, vil man nok hurtigt kunne give mig ret i, at det fremstår som en reel højmesse, blot med Satan i fokus i stedet for den kristne gud. Men hvad nu hvis man erstatter Satan med Gud? Hvis man vender det omvendte kors på hovedet? Hvad sker der så? Panegyrist er, hvad der sker. Bandet er fra Chicago, og deres debut, Hierurgy, har allerede skabt en hel del fokus rundt omkring. Bandet har på intet tidspunkt lagt skjul på, at de er kristne, tværtimod. Frontmand Elijah Tamu har gang på gang beskrevet, hvordan han mener, at Gud og den kristne kirke indeholder masser af mørke og modstand, samt oprør og rebelskhed. Han beskriver selv Jesus som den første rebel, og derfor den perfekte rollemodel til black metal. Derudover beskriver de deres musik som en transcenderende og guddommelig oplevelse, hvor støj og skønhed forenes og indhylles i Herrens mystik. Ja, det er store ord, men her skal det også siges, at selve orde ”panegyrist” kan oversættes til ”lovpriseren” samt at ”hierurgy” oversættes til ”guddommelig handling” – så helt obskurt er det jo heller ikke. Desværre er projektet, samt tankerne bag, langt mere interessante end selve musikken. Musikken vil simpelthen for mange ting på én gang, for det var jo ikke nok at være kristen black metal, nej da, det skulle jo være kristen avantgarde black metal. Jeg kan som sådan godt lide avantgarde, men desværre bliver det ofte et prefiks, man smider på noget, efter man har indset, at det ikke helt er hverken fugl eller fisk. Som en form for bortforklaring for, at det altså lidt er noget værre rod, man har kreeret. Og Hierurgy er noget rod – på godt og ondt. Det største problem er nok, at numrene er ret lange alle sammen, og med undtagelsen af introen, er det korteste nummer på lidt over 4 minutter. Jeg kan godt lide lange numre, men igen, så kræver et langt nummer et band, der er virkeligt skarpe og fuldt ud fokuserede, ellers bliver det hurtigt en form for sonisk legeland, hvor ingen rigtigt kan huske hvad legen går ud på. Tag for eksempel nummeret ”The Void is the Heart of the Flame”, der starter ud som elevator-jazz, men ender ud som en deprimerende black-doom hybrid. En anden sjov kontrast der er at finde i musikken er, at de har valgt at bruge alle de klassiske black tricks: tremolo riffs, ligegyldige trommer og en guitar, der ikke har fået nye strenge siden Jesu tid. Men, produktionen på Hierurgy er faktisk ret god, hvilket kun får de klassiske black elementer til at lyde endnu mere malplacerede, end hvad godt er. Men der er også lyspunkter, fx et nummer som ”Ophidian Crucifix”, der med sine næsten ti minutter svinger sig igennem doom, black, death, power samt en solid omgang kirkekor, uden at man på noget tidspunkt taber den røde tråd. Titelnummeret er også decideret fremragende, det er bare en skam, at man skal pløje sig igennem en række rædderlige numre, for at komme frem til det soniske guld.
Akavet Avantgarde
Panegyrist er ikke et dårligt band, og Hierurgy er heller ikke en elendig plade, dog er den sandelig heller ikke noget mesterværk. Projektet og ideerne bag er interessante og gennemtænkte, blot en skam, at musikken ikke virker helt ligeså gennemtænkt eller spændende. Jeg har ikke nogen reelle gode råd til bandet, andet end, at de blot skal blive mere klare i spyttet. For de beviser at de sagtens kan lave spændende hybrid-black, men desværre beviser de også, at de ikke helt er kreative nok til at mestre det at være avantgarde.