OSI (Office of Strategic Influence) spiller en form for alternativ rock. Bandet består af medlemmer fra ex. Dream Theater og Fates Warning. Det i sig selv skulle give anledning til en eksperimenterende alternativ cd. Der veksles fint mellem tunge power riffs og melodi. Melodistykkerne er indesluttet i en industriel dej, hvilket giver den her cd et alternativt præg. Den musikalske stil på "Free" kan bedst beskrives som et sammensurium af Fates warning, Tool, Porcupine Tree og Nine Inch Nails. En musikalsk syntese som normalt ville virke meget appellerende. Dette er dog ikke helt tilfældet denne gang, da OSI ikke helt formår at fylde syntesen musikalsk ud. Bandet vælter i for mange clicheer og har svært ved at holde de musikalske kedler i kog. Kevin Mores uinspirerende, monotone og passionsløse sang gør da heller ikke tilværelsen bedre for OSI. Nu skal det ikke lyde som om, at jeg kun hader den her cd. Gode momenter er der også plads til. F.eks. er de dystre musikalske indslag ret så fede og det industrielle indslag giver da også den her cd et cool præg. Jeg vil ikke bruge ordet hader, men skuffet. Jeg er skuffet over at så dygtige musikere kan udrette så lidt når de kan så meget.