Skat, har vi mere hvidløg?

Der er noget helt grundlæggende imponerende i at udgive to album på et år, samtidig med at man er et turnerende band. Men det har nu engang altid været Order of Nosferats modus operandi, så vi må konkludere, at der altså er travlt nede i krypten! Når man nu sådan sprøjter udgivelse efter udgivelse ud, som var det skidt fra en spædekalv, så kan man jo godt begynde at frygte et faldende afkast. Men lad os da smøre os godt ind i aioli, hælde vievand i håret og spidse den nærmeste kvist – for nu skal vi atter en gang til natmad i Transsylvanien! 

Minimalistiske kælderrytmer

Begrænset udvikling er forventeligt af et band, der udgiver musik så ofte som Order of Nosferat, og der er da heller ikke sket ret meget siden marts. Med andre ord så lyder bandet præcis, som de altid har gjort, men også præcis, som de skal, bare lidt bedre. Det er stadig super lo-fi-black med en guitarlyd så forvrænget, sprød og porøs, at man frygter, den knækker midtover hvert øjeblik. Tidligere har jeg sammenlignet denne lyd med slidte barbermaskiner og forstoppede støvsugere, og den sammenligning holder stadig vand – hvilket er perfekt, for hvor selvmodsigende end det må virke, så er det den perfekte guitarlyd til den her slags musik. Dungeon-synth er fortsat en stor del af Order of Nosferats DNA, men ulig tidligere udgivelser, hvor det ofte var hvert andet nummer, der var rendyrket fangehulsbipbip, så har Count Revenant og Anzillu på Towards the Nightrealm of Orlok valgt at blande den ind i blackmetallen, hvilket virkeligt løfter musikken helt overordnet. At de to dominerende stilarter nu er blevet kogt sammen, gør, at albummet flyder meget bedre end eksempelvis The Absence of Grace, der netop var markant mere opdelt. Jeg er tilbøjelig til at sige, at dette er deres bedste skive til dato, selvom Nachtmusik fra 2022 yder hård modstand, men når man hører eksempelvis titelsangen eller ”At the Sea She Longs for His Return”, ja, så må jeg nok erkende, at Nachtmusik kommer tilbage på hylden.

Det er umuligt ikke at lade sig rive med af de dunkle og dansable kælderrytmer fra keyboardet samt de knastørre tremoloriffs fra titelnummeret. Det er måske nok ganske minimalistisk, det, Order of Nosferat præsenterer, men her skal vi huske, at ’less is more’!

Når det grimme bliver smukt

Det er næppe helt tilfældigt, at Order of Nosferat har valgt, at Towards the Nightrealm of Orlok skulle udkomme netop den 25. december, da dette – sjovt nok – også er premieredatoen for genindspilningen af den legendariske kultklassikker Nosferatu fra 1922. Bandet har da heller aldrig lagt skjul på, at de har hentet deres identitet fra netop dette værk, men det har ikke før været så tydeligt som på denne skive.

Towards the Nightrealm of Orlok formår at kombinere to genrer, som ofte bliver forbundet med mørke, ondskab, nihilisme og misantropi, og skabe et produkt, der er både smukt og medrivende, trods sin åbenlyse grimhed. Hvilket vel må siges at være præcis det, som vampyrblack har i sinde, for er dette ikke netop vampyrens overlevelsesstrategi?