Night of the black attack 4.0
Octavia Sperati - Grace Submerged

Grace Submerged

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Spilletid:37:51
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Jenterne i Octavia Sperati (og deres mandlige trommeslager) er tilbage med opfølgeren til "Winter Enclosure". Stilen på de numre, jeg har hørt fra sidstnævnte album, forekom mig at være meget dyster, storladen og doom/goth-agtig, lidt i familie med ældre The Gathering med en smule progressivt krydderi. På "Grace Submerged" er bandets udtryk blevet mere beskidt og rocket. Inspirationen fra The Gathering er stadig at høre på numre som "Guilty Am I" og "The Final Rest" og måske nyere faser af The Gathering på et nummer som "Deprivation", men ellers er der kommet en del inspiration fra f.eks. Paradise Lost og Type O Negative – sidstnævnte især på den grumsede, slæbende og særdeles seje "Moonlit".

Bortset fra "... And Then the World Froze", der har nogle fede progressive harmonier og "Deprivation", der både er harmonisk interessant og strukturelt mere udfordrende end de øvrige numre, er albummet gennemgående ret enkelt og letfordøjeligt. Det lyder umiddelbart, som om Octavia Sperati har forsøgt at lave en tungere, mere udadvendt udgave af sig selv, og det kan jeg kun bifalde. Forsanger Silje har desuden en stemme, der ikke blot er inspireret af The Gatherings abdicerende dronning Anneke van Giersbergen, men faktisk også tangerer den rent teknisk, om end Silje ikke har den samme variation i sit udtryk.

Eneste rigtige minus er albummets afsluttende powerballade, "Dead End Poem" og den instrumentale udløber "Submerged", der begge lugter lidt for meget af Evanescence og samtidig ikke har verdens mest spændende melodier. Albummets anden ballade, "Don’t Believe a Word" er ganske vist også i samme kommercielle boldgade, men her er harmonierne til gengæld ret fede og let kuldegysningsfremkaldende.

Alt i alt er "Grace Submerged" en fin lille skive, men netop ret lille – den korte spilletid taget i betragtning trækker de uinteressante passager ekstra meget ned i min bedømmelse. Men tag et lyt, måske bliver du overrasket.

Kommentarer (5)

Omnio

Omnio

Tidligere anmelder

Indlæg: 157

"Don't Believe a Word" er som

"Don't Believe a Word" er som bekendt et Thin Lizzy-nummer og er (i originaludgaven) forøvrigt verdens bedste sang. Sådan ca. ihvertfald.

Om Octavia Speratis balladeversion egentlig er ret sød eller decideret helligbrøde, har jeg svært ved at beslutte mig til. Ihvertfald er den anderledes...

SRFM

SRFM

Tidligere anmelder

Indlæg: 58

OK - tak for informationen!

OK - tak for informationen! Det fremgik ikke af mit promo-cover, at der var tale om en genindspilning, og jeg er meget lidt velbevandret i Thin Lizzys repertoire... Nummeret er også meget anderledes i stemningen end de øvrige numre på dette album, hvilket jo ikke er så mærkeligt, når de ikke selv har lavet det!

Omnio

Omnio

Tidligere anmelder

Indlæg: 157

Du må endelig få det tjekket

Du må endelig få det tjekket ud i originalen. Køb evt. "Live and Dangerous" med Thin Lizzy. Den burde kunne fåes for en slik rundt omkrig.

SRFM

SRFM

Tidligere anmelder

Indlæg: 58

Det vil jeg bestemt gøre. Det

Det vil jeg bestemt gøre. Det nytter ikke noget, at jeg render rundt med så fatale huller i min almene dannelse ;)

SRFM

SRFM

Tidligere anmelder

Indlæg: 58

Okay Anders, så har jeg købt

Okay Anders, så har jeg købt "Live and Dangerous" - cool skive i øvrigt (jeg er i forvejen i et lidt bluesrocket humør for tiden). Jeg vil faktisk sige, at hvis man partout vil lave en coverversion af det nummer, har Octavia Sperati gjort noget rigtigt, i og med at de har lavet deres helt egen udgave. Hvad er ideen i en coverversion, der bare er en vag afglans af originalen? Men det er lige før, O.S.-versionen er et helt andet nummer. I Thin Lizzy-udgaven spiller guitarriffet en dominerende rolle i min oplevelse af sangen - hos O.S. er det helt væk. Det er lidt som Lenny Kravitz' egen unplugged-udgave af "Are You Gonna Go My Way": uden det karakteristiske guitarriff er det bare ikke den samme sang. Anyway, selvfølgelig er originalversionen af "Don't Believe a Word" bedst :)

Tilføj kommentar