Torneroses søvn

Ifølge det klassiske eventyr Tornerose, som først blev nedskrevet af Giambattista Basile i 1634, før det blev populariseret af Brødrene Grimm, var det prinsens kys, der brød den fortryllelse, som heksen havde pålagt Tornerose – nemlig den dybe søvn. Selvom navnet "Oceans of Slumber" ideelt kunne være linket til dette fantastiske eventyr, er det nok for meget at håbe på. Hvis man oversætter navnet til dansk, får man ”Søvnens Oceaner”, hvilket bedst kan tolkes som ro eller melankoli. Denne oversættelse passer derimod formidabelt til det texanske band, som for alvor blev kendt, da de erhvervede den karismatiske frontfigur, sangerinden Cammie Gilbert-Beverly. Gruppen har eksisteret siden 2011 og har altid været svære at placere i én enkelt genre – de betegnes oftest som progressivt metal. Det eneste album vi har anmeldt på heavymetal.dk, er bandets eponyme udgivelse fra 2020 ud af seks mulige, som dengang modtog syv kranier. Her blev amerikanerne beskrevet som værende melankolske, aggressive og kreative, så lad os da håbe, at dette væld af tillægsord forbliver dækkende, og at bandet viser den bedste side af dem selv på ny.

Progressivt? Eller hvad?

Hvis vi begynder med at analysere genren, vil jeg næsten hellere placere Oceans of Slumber i kategorien gotisk metal grundet det langsomme tempo og det konstante underliggende melankolske aspekt . Deres albums har heller udvist tilstrækkelig progression gennem de sidste mange år til, at jeg kan betragte dem som værende i konstant udvikling. Bandets grundlægger Dobber Beverlys trommearbejde udgør egentlig et solidt fundament for deres musik, og Cammies rene vokal er meget fængende. På trods af dette bliver albummet dog underligt nok lidt søvndyssende i perioder. Det kan sammenlignes med at love sin datter at se en god Disney-film med hende; man har lysten, overskuddet og intentionen, men alligevel ender man med at slumre hen halvvejs i filmen. Denne følelse dækker meget godt mine overordnede tanker om Where Gods Fear to Speak. Jeg kan godt lide ideen og de mange elementer – men slutresultatet er simpelthen ikke spændende nok.

Amerikanerne har tidligere eksperimenteret med lidt hårdere vokaler, men dette er det første album, hvor Cammie for alvor benytter growl som alternativ, og det er desværre ikke en succes. Hendes rene vokal har mange fine nuancer, men hendes growl er utydelig og decideret hæmmende for bandet. Det hjælper absolut ikke, når de andre medlemmer bidrager med deres vokaler, som også er mangelfulde. Især under nummeret "The Impermanence of Fate" kammer det helt over, og store dele af sangen forbliver lyrisk uforståelige. Nummeret "Run From the Light" holder dog growlen på et minimum, og det er faktisk nok til, at det vinder titlen som albummets bedste nummer. Her er der mange små detaljer såsom instrumenternes forsinkede tilgang i versene, Cammies varierede vokal og det subtile guitarriff i baggrunden, der hæver nummeret over resten af albummet. Med lige én undtagelse.

Det er en risikabel kunst at begive sig ud i covers, og derfor var jeg yderst skeptisk, da jeg nåede til bandets sidste nummer, som er en coverversion af Chris Isaaks "Wicked Game". Selvom jeg stadig klart foretrækker originalen, må jeg indrømme, at Cammies vokal har tilstrækkelig indlevelse og hjerte til faktisk at yde originalen den respekt, den fortjener. Coveret er absolut blandt højdepunkterne på en plade, der for det meste er et ocean af gennemsnitlighed.
 

Kamufleret og kedeligt

Where Gods Fear to Speak er kamufleret som et progressivt værk, men efter adskillige afspilninger må jeg erkende, at jeg finder udgivelsen en kende for langsom, meget lig bandets tidligere udgivelser, og desværre til tider kedelig og slet ikke progressivt nok. Selvom der er mange gode elementer i fremførelsen, savner helhedsresultatet variation og bedre vokalteknikker, hvis man ønsker at bevæge sig i en anden retning end tidligere. Hvis Oceans of Slumber nogensinde håber på at blive et af de mere kendte bands fra Texas, som i forvejen tæller Pantera, Power Trip og Drowning Pool – ja, så er der altså lang vej endnu…