Ark og redningsvest søges!
Diluvium: latinsk udtryk for den bibelske syndflod. Dette er præcis det, som Obscura præsenterer her på album nummer fem: en sonisk syndflod af bibelske proportioner! En ugudelig tidevandsbølge af udtryksrig prog-tech dødsmetal, der kun skåner de særligt udvalgte. Diluvium er bandets femte album, og de viser ingen tegn på at være løbet tør for de kreative safter eller lysten til at vise verden, at de kun bliver bedre.
Det er jo ikke jazz! Jo vent, det er det sgu!
Jeg er det sidste års tid stødt på flere og flere bands (primært dødsmetal), der er begyndt at implementere jazzrytmer i deres musik. Bevares, man kan argumentere for, at det er noget, Death har gjort siden ’93, men det var ikke just noget, alle bare gjorde dengang. Jazz og metal har altid haft det tilfældes, at det er musikarter, som de fleste lægmænd ikke helt forstår eller værdsætter, og derfor ofte kasserer. Begge musikarter kan gøres simple, men også uhyre tekniske – og begge musikarter har sin del af elitære typer. Så måske er fusionen af jazz og metal aldeles oplagt? Hvorom alting er, så er der masser af jazzrytmer på Diluvium – både i form af den mesterlige bas (båndløs naturligvis), som Linus Klausenitzer mestrer, men også den eminente leadguitar, der leveres af Rafael Trujillo (der ikke er beslægtet med Rob fra Metallica). Rafael kom med i bandet i 2015, dengang var han kun tyve år gammel, men allerede en ekvilibrist og en topstudent fra Münchens Guitar Institut. Især numre som ”Clandestine Stars”, ”Mortification of the Vulgar Sun” og ”Ekpyrosis” viser, at Obscura er uhyre dygtige musikanter, men også, at de er klar til at nedbryde musikalske grænser samt genrer, for nok er det alt sammen dødsmetal, men er det tech-død, prog-død eller jazz-død? Det er umuligt at sige, for det er det hele på engang, derfor er konklusionen, at det simpelthen bare er ”fee’ døø’” som man siger i Aalborg og omegn.
Less is More
Hvis du er typen, der elsker, at din dødsmetal bliver serveret med ekvilibrisme, bizarre basgange og timelange soloer, så er Diluvium absolut noget for dig! Fortrækker du derimod dødsmetal, der tonser af sted med 1000 km i timen, mens du får fortalt en rædselsfuld historie om nazist-zombie-voldtægtsmænd, så skal du nok undgå denne udgivelse. Den eneste hage, der er ved Diluvium, er længden. Når man insisterer på, at alle numre skal rumme tusindvis af forskellige elementer og facetter, så er 11 numre simpelthen for meget. Man kan ikke nå at bearbejde de mange indtryk, som musikken udsætter en for – otte numre havde nok været mere passende. Omvendt så er det jo så også den slags, der gør, at man bliver nødt til at høre albummet to-tre gange til, for man skal jo lige være sikker på, at man fik det hele med.
