Dette er andet album fra det schweiziske ensemble Nucleus Torn. Jeg fik ikke hørt det første, men angiveligt var debutalbummet ligesom nærværende album en særpræget kombination af moderne klassisk musik, filmmusik og metal. Dvs., ordet kombination bør bruges med forbehold i forbindelse med albummet "Knell", for egentlig er der tale om skift imellem stilarter, ikke reelle blandinger af disse i de enkelte passager. Overgangene kan til gengæld være flydende som i albummets andet nummer (ingen af de fire lange sektioner har titler), hvor der langsomt bygges op fra næsten stilhed til tung, dyster doom/sludge (der ind imellem bliver mere energisk), og det er især i den slags passager, at Nucleus Torns musik bliver interessant.
Som stilskiftene antyder, så er bandets forhold til instrumentering også meget frit. Her veksles mellem klassiske instrumenter, folkemusikinstrumenter, traditionel metalbesætning, kvindevokal, mandevokal mm. Eftersom jeg selv spiller violin, kan jeg ikke lade være med at bemærke, når violinisten ikke spiller rent, hvilket f.eks. er tilfældet på førnævnte andet nummer og ca. 12 minutter inde i tredje nummer. Bortset fra det har jeg dog ikke noget at udsætte på den tekniske side af Nucleus Torn.
Musikalsk er "Knell" imponerende ambitiøs. Man har tydeligvist tænkt albummet som et langt stykke opdelt i fire satser, og de mange pauser og de ofte lidt udflydende, stille passager peger også i retning af moderne klassisk (af den let disharmoniske slags). Men ligesom jeg ofte synes moderne klassiske komponister kan have en tendens til at mangle struktur i deres kompositioner og lave musik, der lyder meget konstrueret, synes jeg også at "Knell" af og til virker lidt for ukritisk sat sammen. Musikken er i hvert fald alt andet end kompakt. Her er lange, stemningsfulde stræk og lange soli, hvor fraser, der lyder improviserede, bliver spillet, som om de er meget betydningsfulde og dybsindige. Det er muligt, at Nucleus Torns hovedkomponist, Fred Schnyder, i virkeligheden er så genial, at man skal bruge mange flere gennemlytninger på at nå ind til musikkens kerne (hvis der altså er en kerne – bandets navn antyder netop en modsat intention), men jeg har i hvert fald mange steder svært ved at lytte mig ind på musikkens struktur.
Holder man af dyster, stemningsfuld, filmisk, eftertænksom og ofte dramatisk musik, bør man afgjort tjekke Nucleus Torns nye album ud, men jeg er som sagt lidt i tvivl om holdbarheden af projektet.
