all gallows
Nuclear Warfare - Lobotomy

Lobotomy

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Behagelig larm fra den tyske underbo

Ah, Tyskland. Landet, der gav os pladespilleren, kassettebåndet og mp3’en. Vi har gennem tiden skyldt vores germanske underboer meget. Men ikke nok med at tyskerne har givet os gode platforme at lytte til musik på. De har ligeledes givet os masser af god musik at lytte til på de platforme. I metalgenren er Scorpions og Rammstein de kommercielt mest succesfulde og nok også de første, man lige kommer i tanke om. Næsten lige så væsentlig er måske nok bølgen af thrash metalbands, der gjorde deres debut i midt-/slutfirserne. Her snakkes der også om et tysk big four bestående af Sodom, Kreator, Tankard og Destruction. Disse tyske bands havde (og har) i høj grad tendens til både at være mere eksperimenterende og ekstreme. En stor del af den første bølge af black metal kommer eksempelvis fra disse bands tidlige album. På samme måde har album som Pleasure to Kill og Agent Orange med henholdsvis Kreator og Sodom været en stor inspirationskilde for den tidlige dødsmetalscene. Men hvordan lyder det så med den tyske thrash i dag 30-35 år senere? Er den stadig vred, energisk og eksperimenterende?

Tunge grooves og kiksede klicheer

I Nuclear Warfares tilfælde… Det er til tider vredt, det er næsten altid energisk, men det er meget sjældent særligt eksperimenterende. Dette behøver dog ikke som udgangspunkt være en dårlig ting. Man behøver ikke altid opfinde den dybe tallerken for at lave noget, der er fedt. Det er dog lidt for ofte, at man finder Nuclear Warfare i den middelmådige del af spektret. Lobotomy starter direkte på titelnummeret. En sang, som efter en kortere intro går over i et punket 4-akkorders riff, der i broen og omkvædet bliver erstattet af mere melodiske thrash metalvenlige riff. Den punkede side af thrashen kan bestemt have sin charme, men lige her lyder det altså lidt spøjst, når riffet mixes med forsangerens mere distortede vokal. Dette skyldes måske, at riffets enkelthed hurtigt leder opmærksomheden hen på vokalen, og at man derfor nemmere lægger mærke til forsangeren Florian Bernhards knap så vellykkede vokal. Vokalen drager tydelig inspiration fra landsmændene i Destruction, da vokalen både har den samme raspende lyd samt den samme brug af “stemmeknæk” og falsetsang. Det er dog langt fra lige så vellykket, som det er med Destruction og ender desværre med at være en lidt tåkrummende oplevelse. 

Dette er særligt et problem på den kiksede navngivne og stærkt stereotype sang “Fuck Face”. Der mest af alt lyder som en parodi på den, genre de spiller, hvilket særligt bliver pointeret i tekster som “We are classic metalheads, battlejackets no regrets”. Man kan dog glæde sig over, at dette nummer bliver fulgt op af den langt mere velskrevne og velgroovende “Betayers From Hell”. Sangen mixer et palmmutet riff i versene med et minimalistisk groovende riff i omkvædet, hvilket får sangen til at lyde som en blanding mellem Slayer og Pantera. Bestemt ikke en dårlig kombination. Den efterfølgende sang “The Blood Will Return” har bestemt også sine momenter. Sangen fortsætter ideen med at have omkvædet i midttempo og versene med mere fart over feltet. Riffene i mellemspillet og i versene tager også en lidt mere hurtig og teknisk drejning lidt a la Megadeth. Nuclear Warfare har i hvert fald læst på lektien, men er det nok?

Passion og aggression i underskud

Nuclear Warfare er i hvert fald et stykke fra det niveau, som deres landsmænd i Kreator og Sodom præsterer. Deres musik mangler på mange måder den aggressivitet og vrede, der normalt kendetegner den tyske thrash. Særligt er det vokalen, der i høj grad mangler det nødvendige raseri, som genren næsten forlanger. Ellers er det hovedsagelige problem, at Nuclear Warfare ikke har ret meget, der adskiller dem fra de mange andre thrash metalbands, som også prøver at køre på succesen af en gammel genre uden at bringe noget nyt eller individuelt med sig. Bevares, der er da gode sange imellem og riff fra tid til anden, der fanger ens interesse, men for hver sang, der fungerer, er der desværre også en, der ikke gør. For lige så fed som “Betrayers From Hell” er, lige så trættende er eksempelvis “Fuck Face” eller “Death By Zucchini” (hvilket heller ikke ligefrem er sangtitler, der oser af kunstnerisk brillans). Meget dedikerede thrash fans vil måske finde glæde i albummet og dets genretypiske riff, men er man ikke den store fan af genren, er det nok ikke dette album, der vinder en over. 

Tracklist

  1. Lobotomy
  2. Bombshell Disease
  3. Gladiator
  4. Fuck Face
  5. Betrayers From Hell
  6. The Blood Lord Will Return
  7. They Live
  8. Death By Zucchin
  9. Ages Of Blood
Imusic

Tilføj kommentar