Powermetal så retro at det får morfar til at virke sprælsk

Retro-powermetal har de seneste år fået en opblomstring, selvom genren længe har stået i stampe uden den store udvikling. Nightsteel er det nyeste skud på stammen fra de græske breddegrader, men i modsætning til mange af deres artsfæller i genren har bandet valgt en lidt utraditionel tilgang. Hele fire vokalister deles om mikrofonen, nemlig Travis Wills (ny forsanger for Crimson Glory), Craig Cairns, Rob Lundgren og Mauro Elias. Det eneste, disse sangere har til fælles, er, at du sikkert ikke har hørt om dem, men man får dog næsten flashbacks til Tobias Sammets Avantasia-projekt, hvor gæstevokalister nærmest vælter ind fra højre. Hos Nightsteel får de dog hver især lidt mere scenetid til at skinne, eller snuble, spørgsmålet er bare, om det er en lille genistreg, eller om der er for mange kokke i køkkenet?

To verdener

Nightsteel er fra første sekund en tidskapsel sendt direkte fra en parallelverden, hvor 1987 aldrig slap sit kvælertag om virkeligheden. Det er ultra-retro, spækket til randen med guitarriffs, der nægter at tage afsked med ungdommens denimjakker og patches. Vi taler melodier, du har hørt før, og før det. Og sandsynligvis også på vej ned ad trappen til øveren, hvor du hører naboknægten spille ”Eagle Fly Free” i halvtempo. Bevares, energien er i top, og det hele emmer af passion, men som alt, der er lavet på et skabelonark fra 80’erne, så sætter mæthedsfornemmelsen hurtigt ind. Travis Wills synger på de første fire numre og forsøger tappert at kanalisere Helloweens Kiske gennem sin egen hals. Desværre er hans stemmebånd ikke helt med på den idé. De høje toner bliver hans skæbnebestemte fjende, som han alligevel kaster sig ud i med den stædighed, man normalt ser hos folk, der nægter at bruge GPS, fordi de ’kan vejen i hovedet’. På ”Scream of Agony” kulminerer det hele i en afslutning, der bedst kan beskrives som et ufrivilligt comedy-øjeblik. Man venter næsten på, at en latterboks skal gå i gang. Heldigvis klarer Rob Lundgren sig betydeligt bedre på balladen ”Whispers of the Heart” og viser kontrol. Men det er først, når Mauro Elias træder til, at der sker noget, der får adrenalinen til at boble. Hans vokal på ”Panagioti” er raspende, rå og vigtigst af alt troværdig. Der er intet behov for en overkompenserende falset, hvilket han også beviser på nummeret ”Calm Lake”, der banker albummet betydeligt op i karakter.

Nightsteels redningskrans, eller rettere sagt redningsstreng, hedder Igor Paspalj. Manden skal have en velfortjent håndfuld horn i vejret, for uden hans arsenal af lækkerbiskener på guitaren ville pladen have været omtrent lige så spændende som lunkent postevand i en plastkop. Det er ganske enkelt hans guitarlir, der holder hele konstruktionen fra at styrte sammen, så cadeau til ham. Sammen med Jasmin M. jonglerer han guitarens glorificerede klichéer med imponerende flair, og man får næsten lyst til at rejse sig fra sofaen, tage solbriller på indendørs og lave luftguitar. Næsten. Men så kommer spørgsmålet igen frem: Hvem fanden er forsanger her? I stedet for én stærk frontfigur får vi et roterende galleri af stemmer, hvor kun én virkelig har karisma: Mauro Elias. Han burde have været både bandets maskot, fanebærer og dirigent. I stedet får vi et metalalbum med to meget forskellige lydprofiler. Fra uoplagt tributeband med identitetskrise til ambitionsdrevet retro-metal. Så jeg håber, Nightsteel vælger en permanent løsning. Halve løsninger er der nok af i verden.

For mange kokke fordærver maden

Hvis Nightsteel havde holdt sig til sit stærkeste kort, Mauro Elias, ja, så havde karakteren set helt anderledes ud. Men nej. I stedet virker bandet, som om de har afholdt en demokratisk afstemning om vokalretningen, og resultatet blev et kompromis, der langt fra er tilfredsstillende. Bandet bliver nødt til at vælge, om de vil lyde som Avantasia, Helloween eller endnu bedre: noget mere unikt. Jeg tror, de har talentet. Men har de ambitionen?