Retrorock af høj kvalitet
“Would you like to come for a ride in my little tank?”
Hyggeprojektet Nighthawk udgav deres debutalbum, Midnight Hunter, i 2021, da Metalite- og Captain Black Beard-bassist Robert Majd fik lyst til at gribe en guitar og spille en god gang energisk og melodiøs rock’n’roll. Han fik hyret en masse forskellige musikere til projektet, og en hel del forskellige sangere fortolkede de elleve numre, som umiddelbart bare var en engangsfornøjelse. Men Majd fik mod på mere. Han ville gerne lave endnu en Nighthawk-plade, og denne gang skulle det helt tunge skyts køres frem. Det er der kommet en ganske glimrende rockplade ud af.
“Calling London…”
Prowler er resultatet af Robert Majds nye og forstærkede ambitioner for Nighthawk. Albummet er optaget i de legendariske Abbey Road Studios i London, og debutalbummets svingdør, hvor musikere og sangere strømmede ind og ud, er blevet lukket. Et mere eller mindre fast band er nu på plads, og det består af ingen ringere end Magnus Ulfstedt fra Ginevra på trommer, John Lönnmyr fra The Night Flight Orchestra på keyboards, Christian Ek fra Captain Black Beard på bas og selveste Björn Strid fra Soilwork på vokal.
Stilmæssigt befinder vi os stadig omkring den klassiske albumorienterede rock, som man kender den fra navne som Boston og Foreigner. Ej heller er vi specielt langt fra Ghost, hvis det altså er seneste plade Impera, man sammenligner med: melodiøs og halvpoppet radiorock, som vor far hørte, dengang knallerter var seje, og læderjakker var rebelske. Jeg indrømmer blankt, at jeg ved første gennemlytning af Prowler tog mig til hovedet og tænkte noget i retning af: “Åh Gud, endnu en omgang blankpoleret retrorock, der ikke gør andet end at få lytteren til at længes efter de bands, der rent faktisk skabte genren for 50 år siden…”, men jeg skulle blive klogere. For selvom det hele er hørt mange gange før, så virker det. Åbneren “Highest Score” og dens efterfølger, “Running Wild”, er faktisk ganske gode ørehængere, og ligeledes er “Burn The Night” og “Playing The Game” et par skæringer, der fortjener et vellydende anlæg med en ret så høj fylde og volumen. De lyder pissegodt! Og så slipper Nighthawk også rigtig godt fra pladens to covernumre. Bevares, “God Of Thunder” af Kiss og “Cover Me” af Bruce Springsteen er bedre i deres originalversioner, men Robert Majd og hans allierede behandler sangene overordentligt pænt og respektfuldt.
“Listen very carefully …”
Når man vælger at lave et hyggeprojekt, der i bund og grund lyder som rigtig mange andre bands i rockhistorien, skal det også gøres ordentligt. Og det lykkes for Nighthawk. Pladens elleve numre er flot afviklet og meget vellydende, men med en samlet spilletid på 32 minutter er Prowler lige til den korte side. Lidt mere variation havde også klædt pladen og bidraget til en mere helstøbt helhedsoplevelse, men alt i alt er det en ganske solid rockplade, som alle fans af retrorock sagtens kan gå ud at investere i. Det bliver til syv tilfredse kranier herfra.