Svensk død fra samlebåndet

Erfarne herrer viser tænder

Når et band kan mønstre medlemmer med fortid i Grave, Centinex, Interment, The Crown og Hypocrisy, er der ikke ligefrem nogen grund til at bruge de første fem minutter på at forklare, hvad svensk death metal går ud på. Nekrodawn kender disciplinen. På deres anden langspiller, Covenant of Carnage, fortsætter svenskerne, hvor debuten Sculpted by Torture slap, men skruer yderligere op for både tyngde, mørke og brutalitet.

En masse guf til dedikerede fans

Nekrodawn har gravet dybt i den klassiske svenske muld og fundet de sædvanlige ingredienser: Entombed- og Dismember-inspirerede riffs, beskidt aggression, dundrende trommer og en mørk, truende atmosfære. Forskellen er, at opskriften her er tilberedt med så stor overbevisning, at det meste smager rigtig godt. Men desværre ikke det hele.

”Neath Skies of Iron” er et formidabelt åbningsnummer. Det er superbrutalt, har masser af fremdrift og efterlader ingen tvivl om, hvad der venter. Samtidig står det klart fra første sekund, at produktionen er i absolut topklasse. Der er tyngde, klarhed og bid i samtlige instrumenter, uden at den beskidte svenske charme går tabt. Jeg har altid ment, at bassens balance i lydbilledet er alfa og omega, og den sidder ganske enkelt perfekt her. Albummet følger en generelt ond lyd bygget på klassisk skabelon, men som er opgraderet med en mørkere og mere truende kant. ”Massacre Eternal” skiller sig ud ved at være en anelse progressivt, samtidig med at tempoet forbliver brutalt. Soloarbejdet er fremragende, og nummeret viser, at Nekrodawn sagtens kan bevæge sig en smule uden for den mest veltrådte svenske motorvej. Det kunne der godt have været mere af. For det samme kan ikke siges om ”Liberty’s Pyre”, ”Crowned Devourer” og ”Condemned to Existence”. De er bestemt ikke dårlige, men de føles mere som produkter fra samlebåndet end som numre, der har noget særligt på hjerte. Når opskriften bliver gentaget lidt for slavisk, forsvinder noget af den slagkraft, som pladens stærkeste numre besidder. Heldigvis kommer ”Feeding the Greed Machine” og sparker døren ind. Her er langt mere slagkraft og en bunke kompromisløse elementer, der får nummeret til at føles farligt. Det er den slags death metal, der ikke behøver forklare sig selv. ”Claws of Pestilence” og ”Thy Spineless” bidrager også med tiltrængt variation. Særligt førstnævnte fungerer fremragende med sit tilbagelænede tempo i verset, før omkvædet eksploderer i rasende fart. Endelig sker der noget, der bryder lidt med den grundformel, som ellers præger størstedelen af pladen.

Det er ikke, fordi Covenant of Carnage er direkte ensformig. Men der bliver klart bagt ud fra den samme opskrift de fleste steder. Og når man har så meget talent og så stærkt et fundament at arbejde med, er det lidt ærgerligt, man ikke tør tage flere chancer. Til gengæld får vi en særdeles vellykket afslutning med ”Desolation Reigns”, der minder umådeligt meget om Baest. Det er bestemt ikke en kritik. Tværtimod. Det er et dejligt nummer og en glimrende måde at lukke pladen på.

Momentvis eminent 

Nekrodawn opfinder ikke noget som helst nyt på Covenant of Carnage. Der er ingen revolutionerende idéer, ingen nyfortolkning af dødsmetal og ingen grund til at tro, at svensk death metal pludselig har fået en helt ny drejebog. Gudskelov. For alt det, Nekrodawn mestrer inden for den klassiske svenske dødsmetal, gør de helt fantastisk. Covenant of Carnage er tung, brutal, velspillet og frem for alt medrivende, når materialet rammer plet. Produktionen er fremragende, bundniveauet imponerende højt, og bandets erfaring skinner tydeligt igennem. Det kan dog til tider blive en anelse trivielt, når man rammer de mere uinspirerede skæringer. Der mangler simpelthen lidt flere overraskelser og nogle flere numre, der skiller sig markant ud fra resten. Men når Nekrodawn rammer rigtigt, er der ikke meget at komme efter.