Kirkelig kisteklapren
Den engelske forfatter og lægmandsteolog C. S. Lewis har inspireret en del. Hans gendigtning af Jesu genopstandelse bruges stadig i mange konfirmandstuer, hans studie af sorgens facetter er evigt relevant i forbindelse med sjælesorg, og i 1996 inspirerede han endda et svensk melodisk metalband ved navn Narnia. Hvilken bevægelse ville mon ryste kirkegårdsmulden under hans massive stenmonument, hvis han hørte den musik, som er skrevet på baggrund af hans bøgers bibelske islæt? Ville han klappe i hænderne under kistelåget eller rotere i sin grav? Hvem ved, måske ville det ende i kranierystende headbanging? Jeg har selv besøgt hans grav i Oxfordshire, og efter alt at dømme var der ingen reaktion. Redaktionen varrelativt begejstrede for Narnias, særligt deres seneste album, Ghost Town. Men nu er det vist på tide, at en præst får syn for sagen.
Fra Kongebøgerne til Kong Aslan
Opskriften på Narnias musik er forholdsvis simpel: Først tager du et melodisk powermetalband og udkoger det i et par timer, indtil ethvert hedensk eventyr om noget så diabolsk som enhjørninger og elvere for længst er fordampet. Så udtørrer du vokalen, indtil stemmebåndene er sejere end stegte skosåler og kun bibeholder en svag snert af den episke ambitus, som kendetegner powermetallens operainspirerede forsangerpræstationer.
Til sidst tilsætter du en bouillonterning af sammenpresset søndagsskolelærdom som tekstunivers. De teologiske smulers krydderi passer fint ind i Narnias powermetalagtige genreprofil, og trods den ordinære opskrift besidder albummet enkelte gode bidder. Biblen er en fantastisk fortælling, og der er en grund til, at eksempelvis Kongebøgerne har inspireret forfattere som George R. R. Martin, Tolkien og ja … C. S. Lewis.
Lewis smurte selv tykt på med Jesus-metaforer, så Narnias musik virker lige i hans ånd. Det betyder dog ikke, at det er godt. Der er næsten ingen musikalsk udvikling gennem albummets første numre, og jeg bemærkede knap, at sangene skiftede. Først ved “Remedy (SOS)” begynder der at ske lidt med højere tempo og et fængende hook, der giver sangen potentiale for at blive en ørehænger. Guitarriffene samt -soloerne er ligeledes klassiske, episke og veleksekverede. Den er klart Narnias trumfkort, og særligt på “Walk on Water” får vi en del teknisk veludførte riffs, som nok skulle få David til at danse for Gud. Hvis guitarstykkerne fik mere spilletid på albummets andre numre, ville det højne kvaliteten.
For hundredetusinde gang må jeg dog bede på blødende knæ om mere bas og er nær ved at gå til i gråd og tænders gnidsel over, at en ordentlig basbund åbenbart bare ikke er noget, bands gør brug af for tiden. Nuvel. Trommen ville ikke ligefrem få Jerikos mure til at styrte i grus, men er ellers upåklageligt klassisk.
Narnia har nogle fine omkvæd, eksempelvis på “Like a Thief in the Night”, men deres sangskrivning genbruger ofte de samme strukturer, og trods en standard spilletid virker den lidt for lang. På sange som “Heaven’s Calling” og “Jerusalem” forekommer der elementer af doom-metal, selvom de kristne svenskere ellers både bliver klassificeret som power og et melodisk metalband – men bæstet har jo som bekendt mange navne. Hvis Narnia skrev en musical a la Andrew Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar, ville jeg med glæde se den, for både doom og power er relativt teatralske genrer. Som album kammer det dog en anelse over i den gyldent glintrende glimmerkristendom, som man kender fra amerikanske megachurches som Hillsong. Det hele virker overbelyst af forherligelsens projektør uden plads til hverken tonale eller tekstuelle skyggespil. Hvor er mørket? Hvor er Jesu blodsved? Hvor er hans afmagtsskrig på korset? Hvor er klagesangene, Jobs bog, al den lidelse, tvivl og vrede mod Gud, som er en del af et bevidst og stillingtagende trosliv? Der er en snert af det på “God Under Fire” samt “The Man from Nazareth Pt. II”, men selv her får vi ikke lov til at blive længe i lidelsens Gehenna.
Modtag tvivlens nådegave
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt os … og efterladt os med så middelmådige kristne metalbands? I disse smertelige tider kunne vi netop have brug for nogen, der growlede Guds navn. “Remedy (SOS)” er et af albummets højdepunkter og et velfungerende powermetalnummer, men ellers formår Narnia ikke at genskabe succesen fra Ghost Town. Det er ikke et dårligt album, men heller ikke videre interessant. Det er ærgerligt, for jeg kan ikke lade være med at glæde mig, når kirken kan få lov til at være med i metal uden at blive brændt ned. Hverken Biblen eller kristendommens historie er det glansbillede, som Narnias eventyrlige metalkvad skildrer. Jeg vil anbefale dem at læse Frygt og Bæven af Kierkegaard og vende tilbage til studiet, når de har tænkt lidt over tvivlens smertelige nådegave.
