Et eksperiment der har været 55 år undervejs
Før Tony Iommi var en tur i biografen i 1969, gik Black Sabbath under navnet Earth, og før de fandt ud af, hvad vi alle kalder den planet, vi går rundt på, havde de det helt igennem fantastiske navn Polka Tulk Blues Band. Ikke så farligt et navn, men mindst lige så fængende. Det interessant ved Polka Tulk Blues Band var dog, at bandet havde en saxofonspiller, og hvem har dog ikke overvejet, hvordan Black Sabbath ville have lydt med en saxofon? Det har danske Mythic Sunship muligvis. De har i hvert fald en saxofonspiller, har hørt en del af Ozzy og kompagnis bagkatalog, og sidst i september var de klar med pladen Light/Flux.
Det kunne være, man skulle give jazz en chance mere
Mythic Sunship er dog meget mere end tilbedelse af Black Sabbath blandet med en gang messingblæs. Musikken er syret, psykedelisk og jazzet rock, der på ingen måde prøver at skjule, at bandet i bund og grund er et jam-band. Og som et ægte jam-band er Mythic Sunship også udelukkende instrumentalt – og som enhver anden, der har prøvet at tage lidt for mange bevidsthedsudvidende naturprodukter, så foregår enhver kommunikation med universet da også bedst instrumentalt.
Numre som ”Aurora”, ”Blood Moon” og især afslutteren ”First Frost” er indbegrebet af tilbagelænet, afslappet og cool jam. Som lytter bliver man kastet ned i en hængekøje på en strand, hvor solen, som en anden Bob Ross, maler himmel og hav i en bred palet af psykedeliske farver, mens alt stress langsomt siver ud af kroppen og ned i sandet. Det er ”Planet Caravan” og Stressless-cd’er gensplejset af en excentrisk halvskæv jazzmusiker. Hver eneste tone er varm, blød og gør sit ypperste for at sende dig ind i dit allerinderste, hvor sindets version af landet, der flyder med mælk og honning, eksisterer. Dog står Mythic Sunship ikke tilbage for et godt gammeldags psych groove."Equinox" og "Tempest" hviler så meget i deres egen cool attitude, at numrene udstyrer alle, der lytter, med store solbriller, langt hår og en fabelagtig 70'er-moustache. Guitar og saxofon flyder så ubesværet sammen i toner, der samtidig er så harmoniserede og så langt fra hinanden, at det er lige før, der bliver revet et hul i virkeligheden, og man kan se med det tredje øje, hvad meningen med livet er.
Det er dog ikke alt ved Light/Flux, der er afslappende fryd og gammen. "Decomposition" lyder lidt for meget som en flok musikere, der er flasket op med jazz-udtrykket "det handler ikke om alt det, du spiller, men alt det du ikke spiller" og af uransagelige årsager skal inkorporere udtrykket i alt, de laver. I denne sammenhæng resulterer dette intetsigende udtryk i et nummer, der både vil have alt til at ske på en gang og absolut intet til at ske.
Problemer er så 2022
At pladens problembarn samtidig også er det længste nummer, er en anelse træls. Ændrer det dog på, at resten af pladen er det mest tilbagelænede, afslappede og cool psych rock, som 2022 har produceret? Overhovedet ikke. Det er en lækker plade, der er perfekt til at pleje tømmermændene med, mens fjernsynet viser det traditionelle skihop fra Garmisch-Partenkirchen.
